(Last Updated On: 21. december 2017)

Et af de store navne som Spilledåsen har på forårsprogrammet er Hanne Boel, der sammen med guitaristerne Jens Runge og Jacob Funch udgør en akustisk trio, der har vakt jubel i hele Skandinavien. (Pressefoto)

Stevns: Hanne Boel, Anisette, Shubi-bi-dua version 2.0 med flere er på vej med musikalske oplevelser til Stevns.

Rigt varieret program

Det er Kulturforeningen Spilledåsens kreative bestyrelse, som har blandet rytmegodteposen med soulpop, svensk 90’er rockpop, 1950-slagere, jazz, danskpop og et helt nyt musikunivers.

Der lægges ud med et dansk kopiband der har succes med gode Roxette hooks og iørefaldende melodier som f.eks. »The Look«. »Dressed for Roxette«.

Det er Anja Møllerskov og Christian Visti, der udgør stammen i dette tributeband. De gæster Snurretoppen den 31. januar.

Kort efter indtager Elvis »the building« i skikkelse af skuespiller Jesper Lohmann og CC Rider Band. De skulle have spillet den 13. december, men koncerten blev aflyst grundet sygdom. Nu er Elvis/Lohmann klar igen, og giv er Presley-koncert den 7. februar, og der er kun få billetter tilbage, da de fleste, som havde købt billet, stadig vil genopleve »The King«.

Superkvinder & kække mænd

Endnu en alfahan står på scenen i februar, og det er den navnkundige James Rasmussen, som har en fortid i Four Jacks.

Derefter er det jazzbandet New Orleans Delight, som byder på traditionel jazz og buffet i Harmonien i februar.

Hen over foråret er det Hanne Boels tur, som sammen med en topproff trio, giver en meget rost og intens koncert i april, som har høstet applaus i Norge, Sverige og rundt om i Danmark. Hun efterfølges af et musikalsk talentmøde mellem Alev Riel, Anisette, Stefan Pasborg med flere, som blander genre og instrumenter i april.

Siden kommer Claus Asmussen og Bosse Hall Christensen, som var med til at grundlægge Shu-bi-dua. De har samlet nogle nye Shu-bi-drenge som-dua. Der er hvaler, vuffeli-vover, røde tråde, alpetoppe og andet stærk tobak i vente i maj måned.

Nyt jazzkoncept en succes

2017-sæsonen var ifølge Spilledåsens bestyrelse rigtig god, især efterårssæsonen som balancerede økonomisk med Søs Fenger som det store trækplaster, skarpt forfulgt af jazzbandet Kansas City Stompers og Prince-bassisten Ida Nielsen.

– Vi prøvede noget nyt med Harmoni-jazz, siger formanden Poul Erik Madsen og uddyber:

– Tidligere havde vi Møllejazz, men vi havde udsolgt hus til jazz-arrangementet i Harmonien i Rødvig, hvor folk fik festligt musik og dejlig mad. Det gentager vi med en jazzbuffet til 300 kroner. Det fås kun på Stevns, istemmer resten af bestyrelsen.
sky

 

Skriv en kommentar