(Last Updated On: 21. september 2021)

Den amerikanske guitarlegende Walter Trout giver koncert i Store Heddinge

Walter Trout og hans magiske guitar gæster Snurretoppen den 27. september. (Pressefoto)

Musik: Kulturforeningen Spilledåsen er i fuld gang med efterårets koncertprogram, og kendere af bluesmusik kan mandag den 27. september glæde sig til mødet med en af rock- og bluesscenens mest talentfulde musikere.

Født i USA, bor i DK

Født i Bruce Springsteens hjemegn New Jersey, men har skiftet USA ud med sommerhus i Vorupør, idet hans kone er dansk, og giver koncert i Snurretoppen den 27. kl. 20.

Han kan sin bluesrock forfra og bagfra, men har bevaret en høj, lys tenor, selv om den sagtens kan få hæsheden frem, og resten klarer hans guitarspil, som uden problemer kan sætte både Hendrix og Clapton til vægs.

Walter Trout er aktuel med det helt nye album ”Ordinary Madness”, som har fået fantastiske anmeldelser i bl.a. Ekstra Bladets som skrev:

”Walter Trout synger så inderligt, at det må gøre ondt i indvoldene. Hvis Trout ikke havde været en frådende intens og ekvilibristisk topguitarist, kunne han snildt have fået en karriere som soulsanger”.

Spillet med de største

Inden Walter Trout begyndte sin imponerende solokarriere, turnerede han med kunstnere som John Lee Hooker, Joe Tex, Canned Heat og John Mayalls Bluesbrakers.

Og nu er det stevnsboernes tur til at nyde bluesikonet, som bringer lyden fra verdensscenen til Store Heddinge.

Hvis der stadig er billetter til kr. 300 og 275 kr. for medlemmer, kan de bestilles på www.spilledaasen-stevns.dk

Man kan også smutte forbi Kontorcentret i Algade i Store Heddinge, eller Staxen Boghandel i Hovedgaden i Hårlev og købe dem der.

Og vil man få rabat på billetter til Spilledåsens koncerter, som der er 4 tilbage af i denne sæson, så kan man blive medlem via Spilledåsens hjemmeside.
sky

Skriv en kommentar