(Last Updated On: 20. august 2021)

Klimabevidst forestilling i ord og musik

Kultur: Så er der chancen for at se eller gense den helt unikke forestilling ”Cyklus”, når den opføres torsdag den 26. august kl. 21 ved Stevns Fyrcenter.

Det er den unikke multikunstner-duo, Birgit Løkke og Lene Vestergård, som står bag.

Lene Vestergård (stående) og Birgit Løkke har både skrevet og medvirker i forestillingen. (Foto: Leif Sinius)

Åbningsforestilling

Der bliver med garanti skruet op for det lyriske i Klint Musikteaters forestilling, der foregår i naturen og er dedikeret naturen.

Det er samtidig Stevns Teaterforenings åbningsforestilling i sæson 2021-22.

– ”Cyklus” en hyldest til naturens grokraft i ord og musik, fortæller Lene Vestergård, der også er forkvinde i Stevns Teaterforening.

Sammen med kunstneren Birgit Løkke stod Lene Vestergård bag den roste forestilling ”Klint” i Pyramiden i 2016 og 2018, og nu samarbejder duoen igen.

– Udover fejringen af grokraft og livets foranderlighed er naturens udsathed og truslerne mod klodens mangfoldighed også en del af udtrykket i ”Cyklus”, forklarer Lene Vestergård.

Forestillingen spiller udendørs efter duggen er faldet, så det er en god idé at medbringe klapstol eller siddeunderlag og varmt tøj.

”Cyklus” varer ca. 45 minutter, og i tilfælde af regn kan forestillingen gennemføres indendørs.

Billetter koster 75 kr., og unge under 25 år slipper med 60 kr., og de kan bestilles på stevns-teater.dk.
sky

Skriv en kommentar