(Last Updated On: 14. februar 2020)

Store Heddinge: Torsdag eftermiddag den 13. februar kl. 17.06 standsede politiet en bil på Rødvigvej for at lave en rutinemæssig kontrol. Føreren af bilen, som kørte ad Rødvigvej i nordvestlig retning, var en 39-årig mand fra Borup.

Den 39-årige havde intet gyldigt kørekort, da det var blevet inddraget i forbindelse med, at han ikke havde været oppe til en kontrollerende køreprøve efter en frakendelse.

Manden var desuden påvirket af hash, hvorfor han blev anholdt, sigtet for narkokørsel uden førerret og fik udtaget en blodprøve.

3. gang, lykkens gang…

Da det var tredje gang, at den 39-årige kørte uden kørekort indenfor tre år, beslaglagde politiet hans personbil med henblik på konfiskation, som det er muligt efter færdselslovens regler.

Manden ønskede beslaglæggelsen forelagt retten, som nu skal tage stilling til, om indgrebet var retsmæssigt.

Efter blodprøveudtagelsen blev den 39-årige løsladt. Han kan nu forvente at høre mere fra politiet, når resultatet af blodprøven kommer.

Skriv en kommentar