(Last Updated On: 19. februar 2020)

Vild med dans? Så er der flot danseforestilling i Erikstruphallen den 26. februar. (Pressefoto)

Danseteater: Stevns Teaterforening har endnu engang inviteret Dansk Danseteater til Stevns.

Den Sorte Skole har skrevet ny musik, syv sublime dansere indtager scenen, og temaerne handler om selvopofrelse og det naturliges sejr over det kunstige.

Ikke spor mærkeligt, idet forestillingen bl.a. bygger på H.C. Andersens eventyr om nattergalen.

Introduktion kl. 18:30

Det er Danmarks største og mest prisbelønnede moderne dansekompagni, som lader Nattergalen flyver på Den Sorte Skoles musik i Erikstruphallen, og det foregår onsdag den 26. februar kl. 19:30.

Men allerede fra kl. 18:30 er der introduktion til forestillingen, fortæller teaterforeningens forkvinde, Lene Vestergård:

– Det er den mangeårige producent for Dansk Danseteater, Jason Nelson, som introducerer „Nattergalen”. Det gør han sammen med danseren Maxim-Jo Beck McGosh, oplyser hun.

Lokal duo spiller

Også denne gang får man virkelig noget for pengene, hele tre ting for samme pris.

Fra kl. 19 er der livemusik i foyeren, og den leveres af Duo Deviant, der består af accordionist Freja Sibbern og fløjtenist Sille Enevoldsen.

De mødte hinanden ved Musikalsk Grundkursus i Køge, og rykker gerne ud med lidt moderne kammermusik til festlige lejligheder.

Sille Enevoldsen besidder desuden den særlige kvalitet, at hun er fra Rødvig.

De store spørgsmål i livet

Den første del af danseforestillingen bruger temaer fra både H.C. Andersen og Oscar Wilde.

– På både dyster og humoristisk vis, bevæger danserne sig mellem drøm og virkelighed, fortæller Lene Vesterggård.

Efter pausen står den på en genfortolkning af den hjerteskærende fortælling ’Nattergalen og Rosen’ af Oscar Wilde.

– Gennem de fænomenale dansere undersøger den eksplosive koreografi temaerne i Wildes novelle om meningsløs selvopofrelse, meningen med livet og kunsten, og muligheden for at forandre verden, forklarer Lene Vestergård.

Unikke kostumer

Det er collagekunstneren Sergei Sviatchenko, som har skabt unikke kostumer og en underfundig scenografi til denne kraftfulde forestilling.

Det er dansere fra Dansk Danseteaters internationale dansere.

Billetter kan købes på www.stevns-teater.dk, og som altid er de billigere for unge under 25 år og for medlemmer.

sky

Duo Deviant, der består af accordionist Freja Sibbern og Rødvigs egen fløjtenist Sille Enevoldsen. (Pressefoto)

 

Skriv en kommentar