(Last Updated On: 30. januar 2020)

Socialdemokratiet på Stevns siger Nej Tak til en BRT-løsning på Østbanen.

En BRT-løsning på Østbanen kan under ingen omstændigheder anbefales.

At man alene kan få den tanke, at bruge 3 millioner til at undersøge muligheden for en BRT-løsning på Østbanen efterlader en med en stor undren. At det samtidigt er sket uden forudgående inddragelse af de kommuner, som det vedrører, gør ikke forundringen mindre.

Der er fire afgørende argumenter for at sige Nej Tak, allerede inden resultatet af undersøgelsen er kendt.

1. Der arbejdes med nedsatte hastigheder på 80 eller 100 kilometer i timen mod de lovede op til 120 kilometer i timen, hvilket er lig med længere transporttid.
2. Der ligger en indbygget usikkerhed omkring driftssikkerheden i de tre vintermåneder. Der kan under ingen omstændigheder opnås de maksimale hastigheder med gummihjul contra en skinnebaseret løsning, når der er is, frost og glatte veje. En skinnebaseret løsning giver meget højere driftsikkerhed, døgnet rundt, 365 dage om året.
3. Borgerne på Stevns får ingen glæde af den investering (12,5 milliarder i togskinner) på Østsjælland og de kortere rejsetider, som den investering ville give – 63 minutter fra Rødvig og 44 minutter fra Hårlev til København.
4. Den direkte forbindelse til Roskilde forsvinder.

Der er mange andre argumenter.

Alene på baggrund af ovenstående argumenter, så siger Socialdemokratiet på Stevns Nej Tak til en BRT-løsning på Østbanen. Det gælder uanset den indpakning, som bestillerne forsøger at vildlede borgerne på Stevns med.

Steen S. Hansen
Gruppeformand for Socialdemokratiet på Stevns

Skriv en kommentar