Hårlev/Køge: Lørdag aften den 11. december dannede Boholte-hallen i Køge rammen om begivenheden ‘Extreme Fight Night’, med bl.a. kampen om det eftertragtede WBC verdensmesterskab-bælte. Arrangør var Køgeklubben ‘Extreme Muay thai’.
Finalen på stævnet med i alt ti kampe var VM-kampen i 70 kilos klassen hos forbundet WBC (World Boxing Council).
I det ene ringhjørne var franskmanden Valentin Thibauts, en Pro Muay Thai fighter fra Paris. Han skulle kæmpe mød 32-årige Niclas ’The Dreamchaser’ Larsen, der for få år siden flyttede til Hårlev sammen med sin familie.
Med en resultatliste på 60 vundne, 12 nederlag og to uafgjorte i 74 kampe var Niclas Larsen hjemmebanefavorit. Modstanderen, franske Valentin Thibauts, havde forud for aftenens opgør en resultatliste på 34 vundne, 7 tabte og 2 uafgjorte.
Efter aftenens topopgør kunne Niclas Larsen føje endnu en sejr til resultatlisten, da han vandt det ledige VM-bælte.
Inden for bokseverden har navne som Mike Tyson, Floyd Mayweather og mange andre store navne vundet dette WBC World Champion bælte.
rmh
Læs også: Verdensmester skal møde sit store idol.