(Last Updated On: 21. januar 2021)

Jeg havde sådan set forventet, at udstykker ville reagere på mine argumenter og påstande omkring mangel på belysning, dårligt stisystem, langt til bussen, fravigelse fra alt det, der blev lovet inden købet af grund/hus samt det dårlige helhedsindtryk, som man får af Nicolinelund, når man ser på den manglende vedligeholdelse af beplantningen som omkredser Nicolinelund.

Den som tier, samtykker, som man siger.

Ud over det nævnte, som på ingen måde er i orden, mangler jeg henvisning til de aftaler, som ligger til grund for de »stille private fællesområder uden ekstern trafik«. Aftaler som udstykker har lovet nogle grundejere, men aftaler, som ikke har været kendt, da andre købte grund/hus.

Vi er blevet lovet udgang via alleen til Stevnsvej, så nu er det op til udstykker at fortælle, hvem som har købt på forkert præmis?

Som udstykker skriver, skal man jo holde, hvad man lover – spændende.

Vi blev faktisk også lovet en sti mellem de to afdelinger af gårdhavehuse, og selvfølgelig smutstien til alleen, ved 84 og 85, men tingene har markant ændret sig, efterhånden som udstykker fik solgt grundene.

For lige at illustrere, at intet sker, og man ikke holder det man lover, så se lige dette lille område (se billede), som nu har ligget øde hen i mere end tre år, fordi man ikke kan finde skelpælen.

Dette er bare et lille eksempel på, at der ikke sker noget som helst til gavn for grundejerne, og udstykker ikke vil erkende fejl. Den ene part står endda for at skulle sælge, hvad sker der inde i hovedet på de ansvarlige? (Det er jo tydeligt for enhver at se, hvilken fejl man har lavet).

(Privatfoto)

For at være helt ærlig, så kan man ikke just sige, at udstykker er videre populær, hvilket selvfølgeligt skyldes de evige diskussioner og mangel på indrømmelser af fejl, som selvfølgelig altid vil forekomme, når autodidakte personer kaster sig ud i sådan et projekt. Det er jo heller ikke fordi, man taler pænt om udstykker og Nicolinelund uden for området, desværre.

Vores område tales ned – dermed også populariteten, og det påvirker direkte salgspriserne på vores boliger i Nicolinelund.

Lad os nu få åbnet området op, få lavet legeplads til børnene og aktivitetsplads til de voksne, så vi kan hygge os sammen og vise, at Nicolinelund er et dejligt sted at bo. Stisystemer med belysning, så man nemt og bekvemt kan komme ind og ud af området, og måske kan man også komme tørskoet op til fælleshuset.

At vi skulle bo i en lukket fæstning – mere lukket end Kastellet, hvor efterretningstjenesten holder til – havde vi ikke drømt om, tvært imod. Og vi er bestemt også åbne for, at andre kan komme både ind og ud af området, uanset om de bor her eller ej, vi bruger jo også andres stier og fortov, så hvad er det, man er bange for?

Vi mangler en endelig tilkendegivelse fra udstykker omkring den lovede udgang til Stevnsvej via alleen. Holder udstykker fast i, at dette på intet tidspunkt vil komme på tale – uanset om kommunen vil give dispensation fra lokalplanen?

Det er vigtigt at vide, for alle nuværende og fremtidige grundejere. Vi ønsker også at vide, om vi som grundejer fortsat kan og skal forvente, at hele udstykningen fremadrettet er underlagt samme indflydelse fra udstykker som til dato.

Udstykker gør meget ud af omtale os læserbrevsskribenter som kritikere – og det er vi også. Men det er vigtigt for mig at gøre opmærksom på, at vi ikke er alene! Der står ca. 80 procent af grundejerne bag os. Måske ikke på alle punkter, men mere generelt.

Bestyrelsen burde hurtigst muligt forelægge udstykker indholdet af den skrivelse, som cirka 70 grundejere har skrevet under på.

Indholdet rummer blandt andet, at grundejerforeningen ikke kan fungere med udstykkers dikterende og styrende adfærd. Vi ønsker selvbestemmelse, så bliv færdig, overdrag, aflever; Og lad os efterfølgende være i fred. På forhånd tak.

Man er ikke kværulant, fordi man holder fast i det, som blev lovet, og hvis man bare havde fortalt os, at Nicolinelund ikke er og aldrig bliver et sted for børn, ældre og handicappede, så var vi aldrig kommet hertil.

We had a dream.

Allan Olsson
Nicolinevej 69
Strøby Egede

Skriv en kommentar