(Last Updated On: 30. juli 2020)

»Pølse« gæster Stevns på hans landevejsture med hund og skærslippergrej. (Foto: Klaus Slavensky)

Af Klaus Slavensky

Strøby Egede: Det er nok de færreste som tror på Morten Korchs skildring af vagabondlivet, hvor en Poul Richardt er dus med himlens fugle og kan smile til en kronhjort.

Virkelighedens landevejsriddere har nogle andre vilkår, men drages alligevel mod det ’frie’ liv med ’morgenkulde, med middagsglød’, som der står i Sigfred Pedersens vise »Den gamle skærslippers forårssang«.

»Pølse« kom på besøg

Og pludselig var han der, for at slibe knive, sakse, solskin og dagligt brød, og glemt var vinterens sult og nød.

»Pølse« er hans vagabondnavn, og et sted i fortiden er Leif Davidsen glemt, men historien om tilnavnet kan den 61-årige, farverige skærslipper stadig fortælle.

– Jeg er tidligere kok og arbejdede en gang hos Stryhns, hvor jeg stod ved hurtighakkeren og lavede pølsefars. Og da jeg efter arbejdstid mødte gutterne, sagde en: »Hvad er det du har i håret?«. Og det var kødrester, så siden har jeg heddet Pølse, fortæller han, mens han tager Deres Udsendtes sløve knive under behandling.

Det er nærmest et cirkusvogntog med flag og blomsterranker, som han dapper omkring med, og midt i »vogntoget« sidder hans velopdragne hund Pøscha, der er blevet ni år og har øget besøgene hos dyrelægen.

31 år på valsen

Det er blevet til 31 år på landevejene, og hvorfor bliver mellem »Pølse« og Deres Udsendte, men han har en bolig i Præstø.

– Jeg er der højst 26 dage om året. Jeg bliver sindssyg at ligge på sofaen og stirre ind i en firkantet kasse. Kan ikke holde det ud, lyder det med tilføjelsen:

– Landevejslivet; der møder du mennesker. Det er skønt, det er det, som er så fedt ved at være vagabond.

Lige for tiden har »Pølse« et telt ved Vallø Camping, og så traver han rundt på Sydsjælland.

– Jeg holder mig fra de større byer, især København, der er for megen vold, forklarer han, som flere gange har fået stjålet sin barnevogn.

– Oplever selvfølgelig at nogen råber »Hva’ F… laver du her«, »Skrid dit møgdyr« og den slags, men jeg holder mig fra ballade, og selv om jeg har mistet min vogn, så passer jeg på mine personlige ejendele, siger han og klapper sig på bukser og jakke.

– Hele mit liv er i mine lommer.

Helbredet svigter

Den gamle skærslipper synger ikke forårssange, men spiller lystigt Shu-bi-duas »Sexchikane« og andre hits, mens knivene bliver hvæsset. (Foto: Klaus Slavensky)

»Pølse« kan fortælle meget om livet som vagabond, hvordan han og hans fæller mødes på Hjallerup Marked, hvor »Pølse« fik godkendt sit tilnavn efter markedsgudstjenesten, og man døbes naturligvis i øl.

En gang om året udnævnes ’regenten’ og sidst blev »Sheriffen« udnævnt til dronning, og hende er »Pølse« godt tilfreds med, ligesom han nyder at lytte til Peter Præst, når de farende svende mødes til gudsstjeneste på »vores eget sted« i Kværndrup.

Men alt er ikke eventyr og landevejsromantik. Vind og vejr og år tærer og slider.

– Min makker er kommet på sygehus, og jeg er noget træt for tiden, har det ikke videre godt, siger en alvorlig »Pølse«, mens han professionelt håndterer knive og slibesten.

»Du ringer bare«

Han har sovet i vejgrøftens blomstertæppe, og været ét med den lyse nat i mere end halvdelen af hans liv.

Han sælger »Hus Forbi«, og giver liv tilbage til køkkenknive, haveredskaber og andet, som har mistet skarpheden.

Men »Pølse« er stadig skarp og har livsgnisten i behold, og den funkler om kap med gnisterne fra slibestenen.

– Jeg vil godt takke Hr. og Fru Danmark fordi de fleste er venlige over for os vagabonder. Nogle af os går det ikke for, men alligevel tusinde tak, vil han godt have som sit budskab til læserne.

Knivene er færdige. Der betales med MobilPay, for sådan er det moderne vagabondliv i dag, men skærslipperarbejdet giver stadig solskin og dagligt brød.

– Du ringer bare 42 39 10 08, så kommer jeg forbi, lyder hans farvelhilsen: »Jeg er i området til slutningen af september.«

Det er godt at vide, selv om knivene er så velslebne, at de nok holder året ud.

Skriv en kommentar