(Last Updated On: 2. juli 2022)

Sådan siger formanden for Store Heddinge Borger og Handelsstandsforening, men der mangler et par håndfulde glade frivillige.

Formand Bo Drews Henriksen for Store Heddinge Borger og Handelsstandsforening, efterlyser frivillige til at hjælpe med at gøre Stevns Kommunes købstad endnu mere festlig. “Kontakt mig via foreningens hjemmeside. Vi sørger for jeres forplejning, mens vi i fællesskab gør noget for byen”, siger han.
(Foto: Klaus Slavensky)
Fest og farver: Stevns’ hyggelige købstad med sine smukke gamle bygninger, og det største centrum for butikker af alle slags, samt et levende restaurationsliv har meget at byde på.
Og det er nemt at komme til Store Heddinge med tog, bus, bil og cykel, som også kan byde på biograf, kulturscene, bibliotek, museum, park, sports- og svømmehal.

Tre festlige lørdage

Derfor vil Store Heddinge Borger og Handelsstandsforening bruge disse ideelle rammer til en række aktiviteter hen over sommer og efterår.
– Vi byder på en festlig Algade tre lørdage i juli fra kl. 10-15, hvor vi i dette tidsrum lukker Algade for kørende trafik, så folk i ro og mag kan nyde indkøbsturen, hvor butikkerne vokser ud på gaden og der opsættes spændende boder, og så bliver der levende musik. Det bliver den 9., 16. og 23. juli, fortæller handelsstandsforeningens formand Bo Drews Henriksen.
Men det er ikke de eneste arrangementer der er planlagt. Den 30. juli kommer det traditionsrige veteranbilløb, som Lions Stevns har afholdt i over 25 år i samarbejde med Østsjællands Veteranbilklub.
Og i weekenden den 6. og 7. august vil der være Tour de Loppemarked over hele byen.

”Giv en hånd med”

Men den helt store fest bliver succesen By Night, som i år afholdes fredag den 19. august.
– Vi har midten af august fordi der er folk kommet hjem fra ferie og glæder sig til at gense Stevns i al dens pragt og vælde, oplyser Bo Drews Henriksen, og fortæller videre, at byens forretninger denne dag har åbent helt til kl. 20, men at de øvrige aktiviteter fortsætter til kl. 22.
– Jeg har en bøn til folk på Stevns, der har lyst til at præge kommunens og byens liv. Kom og vær med. Både som deltager, men også ved at give en praktisk hånd med. Det er en god måde at blive en aktiv stevnsbo og lære andre at kende. Der er ikke noget så godt for den sociale kontakt, som når man laver noget sammen. Og vi mangler frivillige. Vi er 7 i bestyrelsen og kunne godt bruge det dobbelte til de mange opgaver, lyder det fra Bo Drews Henriksen.
Borger og Handelsstandsforeningen har f.eks. en ølvogn på Nytorv, som giver en vigtig indtægt og dermed større råderum for aktiviteter, men den skal passes. Der skal også opsættes 150 siddepladser og borde på Nytorv, hvor der vil være DJ på torvet. Hvis der igen i år skal rejses den populære hoppeborg for børnene, så kræver det 2 personer til opsyn på grund af sikkerheden.
– Sidste år var vi glade for samarbejdet med STU Horisonten, og vi håber at de er med igen. Men alle gode forslag om aktiviteter modtager vi med kyshånd. Kontakt os via vores hjemmeside, ligesom der også kan tilmeldes boder. For vi skal have Algade fyldt med boder og sjove aktiviteter, siger Borger og Handelsstandsforeningens formand.
sky

Skriv en kommentar