(Last Updated On: 24. december 2021)

I den mørke vintertid er det vederkvægende at opleve alle de flotte lysudsmykninger overalt på Stevns.
En af mestrene udi denne kunst bor i Strøby.

Af Klaus Slavensky

 

Jan Jensen foran sit ekstraordinært julepyntede hus i Strøby.
(Foto: Klaus Slavensky)

 

 

 


Juleglæde:
Jan Jensen bor klos op ad kirken i Strøby, og måske er det de bimlende juleklokker, som får ham til at sætte lys på sit julehumør.
Fakta er, at han snildt kunne vinde en konkurrence i privat juleudsmykning af hus og have.

”Det tar’ bare overhånd”

Det startede med en enkelt lyskæde langs tagskægget på det lille rosafarvede landhus fra år 1900.
Det ligger pittoresk tilbagetrukken i Strøby Bygade, som nabo til den gamle middelalderkirke, som blev opført i 1100-tallet i kvadersten af kridt, hvilket også var tilfældet med udhuset til Jan og Jettes romantiske hus, som er som skabt til at bære den iøjefaldende og flotte juleudsmykning.
– I flere år havde vi bare lyskæder langs huset, så kom der nogle lysnet i buskene og så greb det om sig, fortæller Jan Jensen, der i de sidste 10 år, hver julesæson har fået mere og mere.
– Hvorfor? Det ved jeg sgu ikke. Det tager bare overhånd. Det gør det, lyder hans svar på hvordan man får lyst til at investere i små 40 lyskæder, lige så mange lysnet og dyrefigurer samt diverse julemænd- og koner, der ovenikøbet har fået eget hus i forhaven at bo i.

Julepynt i mandelgave

Jan Jensen bruger mindst en uge på at sætte hele julelys-landskabet op, og han køber aldrig på nettet, altid i butikker, hvor han kan få en fornemmelse af størrelse, lyseffekt og følelsen af, at denne nyerhvervelse vil passe ind i det eksisterende scenarie.
– Dyrt? Jaa, investeringen af tingene er den største. Det er jo LED-lys, så det koster ikke meget. Det bliver under 100 watt mere end jeg normalt bruger på en måned, oplyser Jan Jensen.
De mange snemænd, pingviner, isbjørne og meget andet sætter han normalt op midt i november, og senest i starten af januar bliver alle herlighederne taget ned.
Jan Jensen står i forhaven, og kigger med og forklarer om de enkelte figurer.
– Den der, fik jeg i mandelgave. Det er en udendørs projektor, som kaster røde og grønne lys kaskader op ad væggen, siger han, kigge over på hegnet mod naboen, og siger nærmest til sig selv, at ”der mangler sådant set noget langs indkørslen”.

Børnene hygger sig

Der kommer hele tiden folk forbi, både gående og kørende, som stopper, fotograferer og kigger beundrende på den iøjefaldende opstilling.
– Hvert år siger jeg, at nu gider jeg ikke, men så tager juleånden over. Men det er også dejligt. Når det er væk, lyder det fra Jan Jensen, og fru Jette smiler og nikker bifaldende, og tilføjer, at det er imponerende hvordan Jan Jensen har styr på hvor alt skal ligge og pakkes ned, så det er nemt, når det skal op igen.
– Men det er også lidt sjovt når der f.eks. kommer børnehave- eller dagplejebørn forbi, så får de en guidet tur rundt i haven. Det synes de er hyggeligt, fortæller hun.

Endnu mere indendørs

Hvis man falder i svime over den overdådige, udvendige julepynt, så stopper det ikke der, for der er faktisk endnu mere inden døre.
– Jeg så en gang noget i TV Øst om at vinde en konkurrence, hvis man havde meget julepynt, og der var én som have 600 nisser, refererer Jan Jensen med den pointe, at det kan han sagtens slå.
– Jeg har over 3.000 nisser, og 1.200 af dem er kravlenisser, vil du se?  spørger han.
Og jo, de er overalt. Nissefigurer i alle størrelser og i alle rum. Kravlenisserne er kunstfærdigt hæng op på snore, som går fra væg til væg, og de stående nisser i keramik og plastic er grupperet i bl.a. musicerende nisseorkestre.
– Alle vores sædvanlige nips overvintrer i kasserne med julepynt, og de kommer op igen efter jul, siger Jette, der ligesom manden Jan Jensen burde have mellemnavnet Jul.
Man kan kun gå fra det herlige hus med en juleglæde, der næsten fylder mere end alt pynten, så man går afsted, nynnende på den svenske salmeskriver Emmy Köhlers ”Nu tændes tusinde julelys, på jorden mørk og rund”.

 

Skriv en kommentar