(Last Updated On: 3. december 2020)

Vigtigheden af at have et stærkt handels- og servicefag i vores nærmiljø er styrket i forbrugernes bevidsthed

Lokal jul er god jul. (Foto: Ingimage.com)

Handel: For rigtig mange danskere har corona-krisen, og nedlukningen af samfundet i foråret, givet tid til eftertanke. Og en del af tankerne har kredset om det lokale handelsliv og servicefag og de konsekvenser, de blev ramt af.

Mange forretninger måtte finde på nye måder at møde kunderne på. Restauranter, frisører og behandlere fik lige pludselig det til fælles, at deres kunder ikke måtte komme hos dem. Og med færre folk i byen blev også de små og mellemstore forretninger ramt.

Det var hårdt for de næringsdrivende. Og kunderne savnede at komme hos de handlende.

Snart er det jul

Vi glæder os i denne tid, hvor vi alle sammen er ved at komme i den rette julestemning, og hvor der bliver skrevet lange huskesedler og ønskesedler.

Corona-krisen har helt sikkert givet os alle en reminder om vigtigheden af at handle lokalt og støtte de lokale forretninger, så vi kan bevare vores nærmiljø og styrken i netop det lokale og det fællesskab, som er bærende for trivsel og sammenhold.

På landsplan og også lokalt kan man tydeligt se et øget fokus på at handle lokalt. Det skal vi blive ved med, også nu, hvor vi har fået en mere almindelig hverdag igen og julen står for døren.

Så for at skære det helt ud i julepap: Bestil din julemad lokalt, køb alle dine julegaver lokalt – også mandelgaven og godterne. Og det er helt sikkert, at alle butikker, caféer og spisesteder har helt styr på corona-retningslinjerne, så du trygt kan shoppe løs.

De penge vi bruger lokalt, er også med til at skabe lokale arbejdspladser og liv. Derfor er opbakningen vigtig. Ikke kun i krisetider, ikke kun ved juletid – men altid.

Skriv en kommentar