(Last Updated On: 28. januar 2020)

Ny butik åbner ved siden af Horisontens vaskeri i Regnegade, og skulle man have sat vasketøj over, kan man lige smutte over i Caféen i Østergade og købe en kop kaffe/kage, mens tøjet bliver rent. (Foto: Klaus Slavensky)

Store Heddinge: Det er ikke hverdagskost at der åbner en ny forretning på Stevns, og måske er det også derfor, at ”Caféen” holder første åbningsdag på en lørdag, hvor de fleste har fri og tid til en kop kaffe med kage.

Desuden er det en ganske særlig café, for ”Caféen” er en kombineret ægte hyggelig café og samtidig en arbejdsplads for unge med særlige behov i beskyttet beskæftigelse.

Hyggeligt sted med hjemmebagte boller

Bag initiativet står Horisonten, som i forvejen har åbnet et møntvaskeri i Regnegade 12-14, hvor der samtidig med caféen genåbner en butik ved siden af vaskeriet.

”Caféen” ligger i Østergade 3, og åbningen foregår lørdag den 1. februar mellem kl. 10-14.
– Denne dag kan man købe hjemmebagte boller, te, kaffe og dagens kage og se på de nyindrettede lokaler, siger Horisontens forstander Paw Koch.

Der er altid god filterkaffe, luksus-te og varm chokolade med flødeskum og så dagens kage. Og så bydes der på lune boller og lune retter, og hvis man har brug for et hyggeligt sted at mødes, op til 12 personer, så kan man leje til arrangementer med venlig servering.

Butik med egen kunst

Selvsamme lørdag genåbner ”Butikken” i Rengegade 12-14 ved siden af møntvaskeriet.

Det sker kl. 12-16 er konceptet som i den tidligere ’butik’ omend lidt bredere funderet i den kunstneriske verden, fortæller Paw Koch.

– Denne dag kan man prøve at male på keramik, som man efterfølgende får glaseret og brændt professionelt, lige som man kan prøve maleteknikken acrylic pouring. Vi opfordrer til, at også fagpersoner, som arbejder med børn, ældre og andre relevante målgrupper, kigger inden for og får en snak om, hvordan vi kan tilbyde vores æstetiske ramme om hygge for borgerne i deres hverdag, lyder det fra forstanderen.

Sælg dit genbrug

Tilbage på Caféen er det muligt, at høre om mulighederne for at sælge sit gode „genbrugsguld” og få dem udstillet i Caféens vinduer.

– Der vil være en lille kommission mod, at vi står for salget og de fine rammer, hvor varerne er udstillet, oplyser Paw Koch, og tilføjer med et smil: Ikke hvad som helst vil dog blive accepteret sat til salg, da det skal godkendes som både „godt” og „guld” af vores smagfulde smagsdommere i ”Caféen”, siger han.
sky

Skriv en kommentar