(Last Updated On: 26. juli 2022)
Den 11. august er det den unge kvartets tur.
(Pressefoto)
Musik: Friluftskoncerterne på den ny kirkegård i Store Heddinge blev en stor succes fra de første toner lød fra Casper Christensen Jazz-Trio i juni måned.
Siden blev det fulgt op med ”Nordens Tone” i juli, og torsdag den 11. august er det med en kvartet, som sætter folkemusik/verdensmusik på programmet.

Musik og kunst

Både publikum og musikere har været meget begejstrede for stemningen og de smukke omgivelser, som natur og bygning danner rammen om.
Og der har været over 100 publikummer hver gang, og de innovative folk bag lover siddepladser nok, forklarer formanden for menighedsrådet, Liselotte Kannik-Marquardsen, der organiserer koncertrækken i samarbejde med tidligere organist Finn Pedersen fra Sankt Katharina Kirke, fik idéen sammen med kirkegårdsleder Bitten Nørby.
Menighedsrådet er som sædvanlig vært for en lille forfriskning.
I tilgift er der også en kunstudstilling i kapellet, der åbnede den 7. juli, og fortsætter til og med koncerten den 11. august. Udstillerne er de lokale kunstnere Annette Sjølund, Torben Olesen og Bo Karberg, og udstillingen er åbent daglig kl. 9-15.

Hel ny kvartet

Ved den tredje og sidste koncert er det fire unge musikere, der med egne ord spiller ”Lyrisk akustisk instrumentalmusik”.
Der sker torsdag den 11. august kl. 19.–ca. 20:30, og de fire unge musikere kalder sig Arendse Nordtorp Kvartet“, hvilket bl.a. skyldes, at det er Arendse Nordtorp Pedersen, som trakterer violinen, sammen med trompetisten Ida Brinch Nielsen, der bakkes op af Anna Østerby på akkordeon og Mathæus Bech på kontrabas.
Kvartetten er et nyt projekt sammensat af unge musikere, som er tidligere og nuværende studerende på både jazz-, folkemusik- og klassiske konservatorier i Danmark og Sverige.
De fire musikere har et fælles omdrejningspunkt i traditionsmusik, men henter inspiration fra både improvisationsmusikkens legesyge, kirkemusikkens andægtighed og folkemusikkens umiddelbarhed, lyder det fra Finn Pedersen.
– Kvartetten blander blæser- og strygeinstrumenter, der indimellem breder sig som et orgel – andre gange lyder som dryp fra træerne efter en regnbyge, siger Finn Pedersen. Arrangørerne håber dog ikke på regn, men hvis vejret driller, så foregår koncerten i selve kapellet.
Der er gratis adgang til både udstilling og koncert.
sky
Kapel-koncerterne har trukket mange til. Her fra juni måned. (Arkivfoto)

Skriv en kommentar