(Last Updated On: 21. februar 2014)

girl_darts
STORE TÅRNBY: Det er Store Tårnby Idrætsforening STI, der står bag initiativet med en ny dartklub – der for øvrigt har fået navnet ”Det sidste stik”.
Mange forbinder dart med den lokale bodega eller en røgfyldt scene fra en film, men faktisk er dart en sportsgren på lige fod med mange andre såkaldte minimalsportsgrene i Danmark såsom petanque, bridge og vandpolo. I Danmark er sporten organiseret under Dansk Dart Union, der står for at afholde turneringer og kurser samt formidle kontakten mellem de lokale foreninger.
STI’s nye dartklub ”Det sidste stik” er åben for alle og har til huse i STI’s klubhus på Bakkevænget 5-7 i Store Tårnby. Hver onsdag mellem klokken 19.00 og 21.00 bydes der indenfor i klubhuset til en gang dart og ikke mindst hyggeligt samvær.
Klubben tæller i øjeblikket en lille håndfuld medlemmer, og har plads til næsten lige så mange nye. Klubben spiller i øjeblikket på lånt udstyr men ser frem til i løbet af foråret at få sit eget.
Er man interesseret i at høre mere om den nye dartklub er man velkommen til at møde op i klubhuset på onsdage mellem klokken 19.00 og 20.00 eller kontakte dartklubbens formand Henrik Pedersen på telefon 27595123.

Skriv en kommentar