(Last Updated On: 9. december 2019)

16 landsbyer går sammen og seks overvejer at gå med

Landsbyforum Stevns’ nye bestyrelse. Forrest fra venstre: Charlotte Baeré, Sara Biltoft Christiansen og Mariane Synøve Smed, flankeret af Michael Løvendal Kruse (tv) og Henrik Haugaard (th).
(Foto: Tatiana Schwartz)

Landdistrikt: De stevnske landsbyer går sammen for at skabe mere og bedre liv i landdistrikterne.

Mandag den 2. december var der stiftende årsmøde i foreningen Landsbyforum Stevns, som skal være et forum for øget samarbejde mellem landsbyerne på Stevns.

En stemme og en aktør

16 landsbyer har allerede tilsluttet sig, mens seks yderligere overvejer indmeldelse.

Det var med klapsalver, at repræsentanterne for de stevnske landsbyer vedtog både vedtægter, arbejdsområder og nyt formandskab til foreningen Landsbyforum Stevns. Foreningen skal være en stemme for landsbyerne og en aktør, der kan være med til at skabe mere liv og sætte fokus på det, der er vigtigt for borgerne i de stevnske landdistrikter.

Landsbyer fra både øst, vest nord og syd i Stevns kommune er gået med.

Fokus på fem områder

Årsmødet besluttede sig for at arbejde med fem fokusområder, som Landsbyforum Stevns prioriterer i fremtiden:
1. Øget samarbejde med Stevns Kommune. 2: Digital infrastruktur. 3: Kultur- og forsamlingshuse. 4: Landsbyforeningernes økonomi og 5: Rekruttering af frivillige.

Der blev derudover lagt vægt på fysisk infrastruktur og natur.

Gennem samarbejdet i Landsbyforum Stevns vil landsbyerne få bedre mulighed for at lære af hinanden og skabe udvikling indenfor de valgte temaer. Temaerne er identificeret af landsbyerne selv på møder forud for generalforsamlingen, bl.a. til Landdistriktskonferencen, der blev afholdt i september i år.

Et vigtigt samarbejde

Henrik Haugaard fra Lyderslev-Gevnø Borgerforening ser stort potentiale i samarbejdet i Landsbyforum.

– Det er et vigtigt samarbejde, fordi landsbyerne på Stevns er en attraktion i sig selv, fastslår han og fortsætter:
– Der skal være godt at være for både beboere og turister. Jeg tror og håber på, at man skal kunne finde rundt via cykelruter, bedre transport og generelt at styrke samarbejdet over hele kommunen.

LAG-støtte styrker landsbyerne

Landsbyforum Stevns er et projekt under Udvikling Stevns, der i 2018 fik tildelt midler fra den såkaldte LAG-pulje til at skabe grobund for øget dialog og fælles projekter mellem landsbyerne på Stevns, såvel som styrket samarbejde med Stevns Kommune.

Projektet gennemføres yderligere med støtte fra Stevns Kommune, som bl.a. kan bruges til at implementere en digital platform, der kan øge kommunikation og samarbejde mellem landsbyerne.

40 procent bor i landdistrikter

Eva Rose Waldorff, der er koordinator på projektet Landsbyforum Stevns, mener, den nye forening kan blive en betydelig aktør på Stevns:

– Landsbyforum Stevns har potentiale til at blive en vigtig aktør og en stærk repræsentant for de godt 40 pct. af borgerne på Stevns, der bor i landdistrikterne, fortæller hun.

– Vi har brug for et forum, hvor de frivillige, der til dagligt arbejder med at skabe sammenhold og aktiviteter i landsbyerne på Stevns, kan hjælpe, støtte og lære af hinanden. I udvikling Stevns er vi vildt begejstrede for, at foreningen er stiftet med så stor opbakning, lyder det.

Fem deler formandskabet

På generalforsamling blev der valgt et formandskab, der skal mødes i løbet af året og planlægge foreningens aktiviteter.

Følgende personer valgt til formandskabet, som endnu ikke har konstitueret sig: Charlotte Baeré, Magleby; Henrik Haugaard, Lyderslev-Gevnø; Mariane Synøve Smed, Sigerslev; Michael Løvendal Kruse, Højerup og Sara Biltoft Christiansen, Strøby.

Nedenfor: Godt gammeldags “klassefoto” af alle, som deltog i stiftelsen af Landbyforum Stevns.

Skriv en kommentar