(Last Updated On: 13. april 2021)

Stevns nye kommunaldirektør Henrik Nielsen står ved noget der kunne ligne en krystalkugle, men det er kameraet, der som en nyskabelse sender live fra kommunalbestyrelsesmøderne. På samme måde skal han skabe en ny direktion, som skal føre Stevns gennem 20’erne. (Foto: Klaus Slavensky)

Portræt: ”Det føles godt, og jeg er glad og begejstret over at være på Stevns”, lød det fra Stevns Kommunes nye kommunaldirektør på andendagen efter påske.

Den 44-årige Henrik Nielsen havde sin første arbejdsdag som kommunens øverste embedsmand den 6. april, og det var en dag, hvor kalenderen var booket fuld af møder med bl.a. chefgruppen, direktionen, rundvisning på rådhuset og møde med borgmester Anette Mortensen (V).

»Stevns har X-faktor«

Henrik Nielsen har haft en kommunal karriere med offentlig administration og ledelse over 10 år, og startede som bl.a. økonomichef i Hørsholm i syv år, derefter samme stilling i et år i Holbæk, og godt fire år som direktør i Gribskov, dernæst fire år som vicekommunaldirektør i Lejre, før han i februar 2020 blev vicekommunaldirektør i Sorø.

– At arbejde i en kommune som Stevns er en personlig drivkraft for mig, og jeg har den ambition som embedsmand at indgå i et bedt samarbejde for at styrke lokalsamfundet. Jeg er født og opvokset på Falster, og jeg kender en mindre kommunes styrke. Stevns er vanvittigt attraktiv; der er X-faktor i Stevns, siger den nystartede kommunaldirektør, som allerede har kommunens logonål i jakkens revers.

Helt nyt direktørhold

Den nye kommunaldirektør vil bruge den kommende tid på at gøre sig bekendt med ”de værdier som ligger i lokalsamfundet”.

– Stevns har ikke et enkelt ’kraftcenter’ som nogle større kommuner har. Vi har en masse forskellige lokalsamfund, og min opgave er at understøtte det levende liv i lokalsamfundet. Mit arbejde skal være til gavn, og derfor skal jeg tale med bl.a. kommunens ansatte, Stevns Erhvervsråd, Verdensarv Stevns og en række aktører, og have individuelle møder med medlemmerne af kommunalbestyrelsen, siger Henrik Nielsen, der bliver leder af et helt nyt hold, idet direktør Ralf Klitgaard Jensen startede i januar 2020 og fik ansvar for social- og børneområdet, og Ellen Hvidt Thelle, som flytter ind i direktørkontoret med arbejdsmarked, politik og borger samt erhverv, fritid, kultur og turisme som arbejdsområde.

Kommende opgaver

Henrik Nielsen understreger, at han er bevidst om, at borgernes situation ikke nødvendigvis afspejler organisationen Stevns Kommune.

– Jeg har fokus på, at vi er her for bl.a. borgerne, foreningslivet og erhvervsvirksomhederne. Det er et væsentligt perspektiv og jeg er stærkt optaget af, at samarbejdet med kommunes seks fagcentre, skal sikre at Stevns fortsat er til gavn for alle som bor og arbejder her, forklarer han.

– Den nye direktion mangler en masse historik, men vi kan til gengæld se på organisationen med friske øjne og udvikle den nedefra. Jeg er på samme tid ydmyg overfor organisationen og skal sætte en strategisk retning, men der skal ikke ske forandringer for forandringernes skyld. Den første store opgave er budgetprocessen 2022 og det kommende kommunevalg, lyder hans udmelding.

De kritiske sager

Lokalpressen vil godt vide om den nye kommunaldirektør vil rette op på det brogede omdømme Stevns Kommune har på f.eks. socialområdet, hvor Socialstyrelsens og Ankestyrelsens Task Force tidligere har kritiseret sagsbehandlingen med børn og unge.

– Det er en del af den profil, som jeg er ansat på, og det er en del af det fokus, som jeg er kvalificeret til at se på. Der er ting, som vi skal udbedre og gøre det så godt for borgerne som muligt, lyder svaret.

Lokalpressen vil også vide hvor lang tid Henrik Nielsen bliver i jobbet før karrieren trækker i retning af andre steder.

– Jeg har et langsigtet valg med Stevns. Jeg ville være kommunaldirektør i netop Stevns Kommune og har ikke umiddelbart nogen ambitioner om at søge andre steder. Dette er et ønskejob for mig, og da jeg kørte hjem efter første dag var det med en rigtig god energi og fornemmelse i kroppen, kommer det fra Henrik Nielsen med et stort smil.
sky

Skriv en kommentar