(Last Updated On: 29. oktober 2015)

Fru mage solgt

Til venstre ses Thomas Ladeby sammen med kæresten Stine, som man – selvom hun læser til sygeplejerske – også af og til vil kunne møde bag disken i ostebilen fra Stevns. Rikke Larsen overlader nøglen til Thomas den 1. november. (Foto: Rikke Michael Hansen)

STEVNS: – Jeg glæder mig til at komme i gang og til at møde alle kunderne, siger den nye indehaver, Thomas Ladeby, der – selvom han pt. bor på Vesterbro i København – lover, at han fortsat vil møde op på torvet i Store Heddinge én gang om ugen.
Faktisk har han og kæresten, Stine, planer om at flytte til Stevns, og deres lejlighed på Vesterbro er sat til salg. Parret har i længere tid kigget efter bolig i området, da de gerne vil ud af København og finde et sted med mere plads. Det er de overbeviste om, at de kan finde på Stevns, og så tæller det også på plussiden, at det er forholdsvist nemt at komme til København og at huspriserne er relativt lave.
Det var i forbindelse med parrets boligjagt, at Thomas – da han læste boligannoncerne i Stevnsbladet – opdagede, at den gule ostebil var til salg. Han ringede straks til Rikke Larsen og de blev enige om detaljerne. De næste par uger skal han med rundt »i praktik« frem til overdragelsen af bilnøglerne.
– Jeg har det seneste års tid været på udkig efter en foodtruck, for jeg har altid haft stor interesse i mad og smag – og så elsker jeg ost, fortæller Thomas Ladeby, der tidligere har haft en grafisk tegnestue gennem ti år og siden hen har uddannet sig til kunsthistoriker.
Til at begynde med vil der ikke være de store ændringer i sortimentet, men på sigt har Thomas planer om at sætte sit eget præg og eventuelt udvide til andre fødevarer end ost – og måske endda vin.
Thomas overtager bilen 1. november, og nå den ikke længere ejes af en frue, bliver det spændende at se, om navnet FruMage eventuelt også skal justeres lidt.
rmh

Skriv en kommentar