(Last Updated On: 9. marts 2021)

I fire episoder går en ny podcastrække fra Stevns Bibliotekerne ind i den landskendte stevnsbos forfatterskab og fortæller om nye og måske ukendte sider af manden bag forfatteren.

Journalist og podcastvært Klaus Slavensky har blandt andre haft lokalformand for DN Stevns Michael Løvendal Kruse, med på tur i Tryggevælde Ådal for at tale om Martin A. Hansens naturbeskrivelser. (Foto: Stevns Bibliotekerne)

Stevns: I morgen, onsdag den 10. marts lancerer Stevns Bibliotekerne sin tredje podcast, som denne gang ikke bare er én podcast, men faktisk en hel serie. Omdrejningspunktet er den stevnsfødte og landskendte forfatter Martin A. Hansen.

– Idéen om, at vi på Stevns Bibliotekerne skulle lave podcast, kom spirende frem allerede under nedlukningen sidste forår. Podcast er jo en måde, hvor vi kan få en masse spændende viden ud til borgerne, selvom vi ikke må åbne op for biblioteksrummene lige nu, fortæller biblioteksleder May-Britt Diechmann.

Rytterskole og vinterbadning

I løbet af det sidste halve år har bibliotekerne på Stevns allerede udgivet to podcasts: én om den lokale rytterskole i Lille Heddinge og en anden om vinterens store trend: vinterbadning.

Valget af Martin A. Hansen som omdrejningspunkt for bibliotekerne tredje podcastudgivelse lå ligefor, hvis man spørger bibliotekslederen:

– Hans ophav er jo Stevns og hans forfatterskab trækker en masse tråde hertil – blandt andet med digterruten og Martin A. Hansen-selskabet.

Vigtig del af dansk litteratur

Martin A. Hansen var blandt andet modtager af De Gyldne Laurbær og har vundet stor respekt for sit forfatterskab, men forfatterens navn og udgivelser vækker måske ikke så stor genklang hos den yngre del af befolkningen. Det håber den lokale biblioteksleder, at podcasten kan hjælpe til at lave om på:

– Martin A. Hansen er en vigtig del af dansk litteratur og han er måske én af Stevns’ mest hypede forfattere. Han har meget at byde på, men han er også en forfatter, der kræver at man fordyber sig. Podcastrækken ser vi som en anden indgang til hans forfatterskab, så vi kan pirke lidt og skabe fornyet interesse omkring ham – også selvom man måske ikke er typen, der har lyst til kaste sig ud i de store litteraturanalyser, siger May-Britt Diechmann.

Ordkunst og ordbilleder

Afsnittene i podcastrækken dykker ned i hver deres tema. Gennem de fire afsnit præsenteres Martin A. Hansen som person og forfatter; som kunstner og naturelsker; som essayist og skolepensum og som teater, film og musik.

I værtsrollen sidder journalist og forfatter Klaus Slavensky, som undervejs inviterer forskellige gæster ind til samtaler for at udfolde Martin A. Hansens liv.

For værten har det været et stort ønske ikke blot at formidle, men også vække nysgerrighed til at dykke ned i forfatterens liv og værker.

– Podcast er primært ord, men også ordbilleder, som harmonerer perfekt med en ordrig, billedskabende forfatter som Martin A. Hansen. Og det har været en stor glæde, at alle dem, som jeg taler med, har ordkunsten til fælles, holder af den, kan undres og fortælle nyt, og alle er selv eminente fortællere, lyder det fra Klaus Slavensky, som blandt andre får selskab af skuespillerne Vigga Bro og Lene Vestergård, forfatterens datter Mette Lise Rössing og skolelærer og kommunalpolitiker Line Krogh Lay gennem de fire episoder.

I alle fire afsnit læser Karen Secher uddrag af forfatterskabet.

Fra onsdag den 10. marts kan podcastrækken ‘Martin A. Hansen til tiden’ høres ganske gratis hos bibliotekstjenesten eReolen.

Fakta

Podcastseriens titel: ‘Martin A. Hansen til tiden’

Tilgængelig på eReolen (gratis) fra den 10. marts.

De fire podcastepisoder:

1. Martin A. Hansen som person og forfatter
Med forfatterens datter, billedvæver Mette Lise Rössing, om faren og Landsforeningens Martin A. Hansens arbejde, og med sprogmennesket Jens Raahauge om forfatterens evne til at skrive og tænke baglæns, og undres.

2. Martin A. Hansen som kunstner og naturelsker
Med forfatterens datter, billedvæver Mette Lise Rössing, om farens ukendte side som billedkunstner, og med Stevns’ lokalformand for Danmarks Naturfredningsforening, Michael Løvendal Kruse om forfatterens lyriske natur- og miljøbeskrivelser.

3. Martin A. Hansen som essayist og skolepensum
Med forfatter Jørgen Jørgensen om Martin A. Hansens styrke som essayist og faglig forfatter, og med lokalpolitiker og skolelærer Line Krogh Lay om hvad forfatterens værker siger til nutidens børn og unge.

4. Martin A. Hansen som teater, film og musik
Med skuespiller Vigga Bro om sit møde med Martin A. Hansen og sin rolle i filmatiseringen af ”Løgneren”, og med scenekunstner Lene Vestergård, som står bag dramatiseringen af novellen ”Paradisæblerne”. Undervejs høres Michael Falchs sange, som er inspireret af Martin A. Hansen.

Skriv en kommentar