(Last Updated On: 15. januar 2020)

Sådan så det ud, da formanden for Plan, Miljø og Teknikudvalget, Flemming Petersen (V) viste de kommmende affaldsbeholdere frem. (Foto: Klaus Slavensky)

Affald: Stevnsboerne kan se frem til en ændring, som påvirker hverdagen, når den nye affaldsordning træder i kraft den 1. maj i år.

Her skiftes til en mere systematisk affaldssortering i de stevnske hjem, idet hver hustand skal sortere affald i seks affaldstyper: plast-, metal-, glas-, papir-, mad- og restaffald.

Kan ses i fire byer

Det betyder tre nye to-delte beholdere i indkørslen hos villaejere, og lignende ordninger i beboelsesejendomme.

Ordningen indebærer en række nye procedurer, men der er hjælp på vej, for Stevns Kommune starter allerede den 16. januar med at præsentere de nye beholdere.

Det sker i Store Heddinge, i Hårlev, i Rødvig og i Strøby Egede, som det fremgår af oversigten under denne artikel.

Ved præsentationen kan man stille spørgsmål til den nye ordning og få at vide hvad den vil betyde for den enkelte.

Hvorfor på en hverdag?

Nu kaldes pressen jo for befolkningens vagthund, og den titel har Stevnsbladet forsøgt at leve op til.

Også angående det kommunale tiltag med at fremvise de nye affaldsbeholdere.

For hvorfor i alverden vælger Teknik- og Miljøforvaltningen at fremvise dem på hverdag, i arbejdstiden, hvor flertallet af stevnsborgerne er taget bort?

Også på en lørdag

Derfor har vi spurgt centerchef Birgitte J.T.K. Nielsen om hvorfor det kun er dagplejemødre og pensionister, som får mulighed for at se og spørge ind til de nye beholdere?

– Vi har talt om det, og kan godt forstå at det virker underligt, så derfor vil vi også fremvise de nye affaldsbeholdere på en lørdag, hvor mange andre interesserede kan se dem, og stille spørgsmål til ordningen, forklarer centerchefen.

– I første omgang bliver det i tilknytning til den workshop, som kommunens Klimagruppe afholder lørdag den 21. marts kl. 10-14 i Store Heddinge, hvor beholderne vil blive fremvist, lover Birgitte J.T.K. Nielsen.

Vi holder øje

Stevnsbladet lover til gengæld læserne, at vi følger op på nyt om den nye affaldsordning, som får stor betydning for alle stevnsboere.

Både hvad angår møder, hvor de finder sted og ikke mindst kritiske spørgsmål til hvordan ordningen implementeres og gennemføres.
sky

Her kan man se affaldsbeholderne

Torsdag den 16. januar kl. 15-17
SuperBrugsen i Store Heddinge

Tirsdag den 18. februar kl. 11-13
SuperBrugsen i Hårlev

Tirsdag den 17. marts kl. 12-14
Dagli’Brugsen i Rødvig

Tirsdag den 7. april kl. 13-15
Netto i Strøby Egede

Skriv en kommentar