(Last Updated On: 6. juli 2021)

Rekordindsamling overrasker

Christian Weber (tv) og Andreas Vestergaard Pedersen fra Strøby Egede Borger- og Grundejerforening er folkene bag de to nye badebroer på Stevns. (Fotos: Klaus Slavensky)

Sommerhistorie: I midten af maj indskød Strøby Egede Borger- og Grundejerforening, som startkapital, 180.000 kr. i to broprojekter ved Bådklubben Ege og Strandparksvej ved Solgårdsparken.

Projektet skulle koste 390.000 kr. for begge broer, og derfor igangsatte foreningen en donorindsamling blandt lokale virksomheder og private.

Folkeligt engagement

På under seks uger er projektet lykkes, og forleden kunne små og store glade borgere hoppe i de blå bølger fra to spritnye badebroer.

– På nuværende tidspunkt har 29 virksomheder bidraget, herunder Brandfonden, og så har over 80 privatpersoner støttet, fortæller Andreas Vestergaard Pedersen fra Strøby Egede Borger- og Grundejerforening, om indsamlingen, der foregik som netværksfinansiering (crowdfunding via Facebook), hvor f.eks. private kunne købe et bræt med deres navn.

– Navneskiltene får vi sat på i løbet af sommeren. De skal nok komme, lyder garantien for at indskrive sig i Stevnshistorien fra Andreas Vestergaard Pedersen.

Allan Nielsen fra Gartnerhave.dk har påtaget sig at fjerne det gamle betonfundament, så kollegerne fra NBC Marine kan få samlet den nye bro.

Lokal sjakbajs

Hans bestyrelsesfælle, Christian Weber, er positiv overrasket over, hvor hurtigt indsamlingen blev overstået.

– Jeg troede på, at det ville gå godt, og jeg var optimist på projektets vegne. Men at vi nåede målet på under 6 uger, det var overraskende. Vi er meget taknemmelige for de mange lokale virksomheder og privatpersoner, som har bakket op om dette. Det er megalækkert, lyder det fra Christian Weber.

Det er også en af Strøby Egedes lokale håndværkere, som har stået for opsætningen af broen i samarbejde med NBC Marine.

– Det er gået stærkt. NBC Marine har leveret tidligere, end vi regnede med, og nu er begge broer sat op, fortæller Allan Nielsen fra Gartnerhave.dk, som også er initiativtager til ”Strøby Egede Dagen”, hvor lokale håndværkere viser deres kunnen. Og med opsætningen af de to nye broer har han bekræftet denne faglighed.

Nye projekter på vej

Men Andreas Vestergaard Pedersen og Christian Weber fra Strøby Egede Borger- og Grundejerforening har mere end dette ene skud i bøssen.

Der er intet som broer, der rejser sig fra havet, heller ikke mindre badebroer, og i baggrunden ses badegæster, som er parate til at indtage havets ’røde løber’.

– Bestyrelsen har lavet en bruttoliste, som skal gøre Strøby Egede til et mere attraktivt sted at bo, både for børn og voksne, siger Andreas Vestergaard Pedersen og nævner tre nye legepladser, mere sikre trafikforhold og nu badebroerne.

– Vi har også planer om et udendørs fitnessanlæg i området ved legepladsen mellem Spejderhytten, Solgårdsparken og Tryggevælde Å, tilføjer Christian Weber og fortsætter:

– Og så kommer der endnu en bro ved Solgårdsparkens p-plads ved Stevnsvej og der skal vi også på sigt se på tilgængeligheden. Og husk at skrive, at vi er meget åbne for nye og gode projekter. Så kontakt os endelig, kommer opfordringen fra Christian Weber.
sky

Skriv en kommentar