(Last Updated On: 7. maj 2021)

Endnu et parti melder sig nu i rækken, der bejler om vælgernes gunst ved kommunevalget 16. november. Nye Borgerlige har foreløbig kun en enkelt kandidat på listen, men forventer at blive flere og få mindst én kandidat valgt.

Af Henrik Fisker

Bolette Sølyst, 45 år og mor til tre drenge i Strøby Ladeplads – stiller op for Nye Borgerlige ved kommunevalget. (Foto: Morten Chas Overgaard)

Stevns: Ved kommunevalget 16. november har vælgerne i Stevns Kommune indtil videre udsigt til mindst 10 partier på stemmesedlen. Seneste tilkomne parti er Nye Borgerlige, der netop har holdt et møde med kandidatpræsentation i Faxe-kredsen. Herfra lyder meldingen, at partiet nu er klar til at stille op i både Stevns og Faxe kommuner.

Partiet har medvind i meningsmålingerne, og det er håbet og ambitionen, at fremgangen skal kunne omsættes i mandater ved kommunevalget. Det er baggrunden for, at partiets folketingskandidat i Faxe-kredsen Heino Hahn – der selv sidder som den ene af partiets to medlemmer af Kommunalbestyrelsen i Vordingborg Kommune – i tirsdags var i lokalområdet for at sparke gang i valgkampen.

– Vi har i Nye Borgerlige en regel om, at man skal have været medlem i fire måneder for at kunne stille op til valg. Da vi får mange nye medlemmer i øjeblikket, betyder det, at nogle lige må vente lidt endnu med at blive godkendt som kandidater, siger Heino Hahn til Dagbladet.

Det er baggrunden for, at partiet på mødet kun havde en enkelt kandidat, der er klar til at stille op til valget i Stevns Kommune. Heino Hahn føler sig til gengæld overbevist om, at partiet nok skal komme ind i Kommunalbestyrelsen – både i Faxe og Stevns kommuner.

Fra DF til Nye Borgerlige

Kandidaten fra Stevns hedder Bolette Sølyst. Hun er 45 år og bor med sine tre teenagesønner i Strøby Ladeplads. Hun er uddannet bygningsmaler og er lige nu arbejdssøgende.

– Jeg har ikke tidligere været politisk aktiv og er først blevet meldt ind i partiet i starten af året. Jeg har normalt stemt på Dansk Folkeparti, men følte mig lidt hjemløs ved det seneste folketingsvalg. Men så var der en kammerat, der spurgte: Hvorfor prøver du ikke Nye Borgerlige? Det lyttede jeg til, og det var et godt valg, siger Bolette Sølyst, der tidligere har siddet i en børnehavebestyrelse og de seneste to år været frivillig i AIK Fitness i Strøby.

Læs hele artiklen i denne uges udgave af Stevnsbladet.

Skriv en kommentar