(Last Updated On: 17. marts 2020)

For at minimere smittespredning er der nu kommet ‘nyseskærme’ op ved kasselinjerne i SuperBrugsen i Hårlev. (Privatfoto)

Corona-virus: En stor del af befolkningen er i disse dage sendt hjem fra arbejde og skole, men der er fortsat brug for at købe mad, drikke og andre fornødenheder.

Dagligvarebutikkerne arbejder hver dag på højtryk for at servicere deres kunder bedst muligt, både i forhold til at få varer hjem og i forhold til at passe på hinanden, såvel de ansatte som kunderne.

Stevnsbladet har her til formiddag talt med en af de lokale butikker, SuperBrugsen i Hårlev, som de seneste dage har taget flere forskellige forholdsregler.

Slut med salat og slik

I hvert fald i selvbetjeningsudgaven, for fredag i sidste uge blev salatbaren og bland selv slik-afdelingen lukket ned.

Både ved indgangen og midt i butikken er der sat håndsprit frem til kunderne, og hver dag bliver der sprittet af ved kasselinjerne og på samtlige håndtag og kølelåg i butikken.

– Ved kasselinjen har vi dels lukket den midterste af vores tre kasser, og så har vi opsat ’nyseskærme’ ved kasserne for at beskytte medarbejderne i kassen, fortæller brugsuddeler Frank Juul Christiansen.

Nyseskærmene er nogle, de selv har lavet af plexiglas, og skærmene blev sat op mandag aften. Tilsvarende skærme blev på samme tid sat op i butikkens delikatesse- og slagterafdeling.

Der er desuden sat strimler af blå tape på gulvet med op til to meters afstand, som skal hjælpe kunderne med at holde behørig afstand, mens de står i kø ved kassen. (Privatfoto)

Og så har uddeleren sat Stevns Print på en opgave med at producere store, runde gulvklistermærker med påskriften ’Pas på hinanden, hold afstand’. De skulle gerne være klar i løbet af onsdagen.

Endelig skal folk, der henter pakker i butikken, ikke længere sætte deres underskrift på touchskærmen. Det gør personalet, når de har set kundens id.

Restriktion på gær på vej

Butikken bliver løbende fyldt op med nye varer, og det er muligt at finde langt de fleste varer på hylderne.

– Vi har både mælk og brød, men der er kamp om gæren, oplyser Frank Juul Christiansen, som derfor overvejer snart at sætte restriktioner på, så der kun kan købes en pakke gær pr. kunde.

Vi passer på hinanden

Også personalet tager sine forholdsregler.

– I frokoststuen sidder vi kun på hver anden plads. Hver halve time bliver kassemedarbejderne afløst, så de kan komme ud til en håndvask for at vaske hænder. Og så opfordrer vi folk til at bruge kort istedet for kontanter, fortæller brugsuddeleren, der flere gange dagligt modtager opdaterede anbefalinger fra COOP’s hovedkontor.

– Vi arbejder i hold og hjælper og passer på hinanden, slutter brugsuddeleren.

Kiosken og bageren er i øjeblikket under ombygning, og hele sektionen er afskærmet, så håndværkerne kan arbejde uforstyrret. Om alt går vel er ombygningen færdig på torsdag.
rmh

Følg disse fem gode råd fra Fødevarestyrelsen, når du handler ind.

Du kan både mindske risikoen for selv at blive smittet, og for at smitte andre med corona, hvis du følger fem råd, når du handler:

1. Hold afstand til andre og begræns fysisk kontakt

Undgå fx smagsprøver, hvor du står tæt på andre, eller vent til det bliver din tur til at tage en vare. Du kan også begrænse kontakten til andre ved at handle på tidspunkter, hvor der ikke er mange andre i supermarkedet eller lade børnene blive derhjemme og tage alene på indkøb.

2. Hvis du har hoste, let feber eller forkølelse, så bliv hjemme, indtil du er rask

Undersøg i stedet, om andre kan hjælpe med dine indkøb, eller få madvarerne leveret.

3 .Vask dine hænder tit, eller brug håndsprit

Tag fx en håndsprit med i bilen eller tasken.

4. Host eller nys i dit ærme – ikke dine hænder

Undlad også så vidt muligt at røre dig i ansigtet, hvis du har rørt ved andet, og ikke har sprittet hænderne af inden.

5. Hold en god hygiejne i køkkenet, når du tilbereder din indkøbte mad

Skyl fx frugt og grønt, vask hænder regelmæssigt og hold rå og spiseklar mad adskilt.

Skriv en kommentar