(Last Updated On: 23. august 2021)

Omkring 100 borgere lagde lørdag formiddag vejen forbi det nyindrette aktivitetshus Acaciebo, der blev behørigt indviet med snoreklip, taler og lagkage

Billedserie: Se billederne fra indvielsen af det nye aktivitetshus i Strøby Egede, som mange var mødt op til.  Indenfor var der kaffe- og kagebord og live musik med Heine. (Fotos: Rikke Michael Hansen)

Strøby Egede: Interessen var stor, da Stevns Kommune lørdag formiddag havde inviteret til indvielsesfest i det nye aktivitetshus, Acaciebo. Borgmester Anette Mortensen (V) bød velkommen fra trappen ind til de nyindrettede lokaler, hvor de foreninger, der hidtil har holdt til i Strøbyhjemmet, nu kan flytte ind.

– I dag er en dag, jeg har set frem til. Det er kulminationen på et forløb, hvor vi havde en bunden opgave. Det har vi arbejdet godt sammen om på tværs af kommunalbestyrelsen. Nemlig at finde et nyt, og endnu bedre sted til de lokale foreninger for ældre. Det har længe været et ønske at få et aktivitetshus i Strøby Egede, og det har vi fået nu, sagde borgmesteren, der selv har trådt sine barnesko i huset på Acacievej 54, dengang der var børnehave på stedet.

Fra venstre ses formand for Handicaprådet Ole Gjermandsen, formand for Ældrerådet Hans C. Bech og borgmester Anette Mortensen (V). (Foto: Rikke Michael Hansen)

Godt og funktionelt hus

I sin tale glædede formanden for Ældrerådet, Hans C. Bech sig over, at de ønsker, som Ældrerådet indgav i deres høringsvar, dengang flytningen fra Strøbyhjemmet til Acaciebo blev besluttet, er blevet opfyldt. Blandt andet at repræsentanter for brugerne er blevet indkaldt til møde om indretning af huset og at brugerne løbende er blev orienteret om og involveret i processen.

– Med de midler, der har været til rådighed, synes vi, at der er kommet et godt og funktionsdygtigt aktivitetshus ud af arbejdet. Tak for det og tillykke til brugerne, sagde Hans C. Bech.

Også formanden for Handicaprådet, Ole Gjermandsen, glædede sig over det nye aktivitetshus.

– Da vi i november sidste år så huset, var mange skeptiske over for de små lokaler – og så var toiletterne meget lave, men meget er nu rettet op. Og så glæder jeg mig også over, at der stadig er plads til de seks børn i den anden del af huset, sagde Ole Gjermandsen.

Acaciebo udgøres af et samlet areal på 456 kvadratmeter, og det har de seks børn, der er i kommunens autismeklasse Solstrålen, hidtil været ene om at benytte. Nu er huset blevet opdelt, således at Solstrålen må nøjes med 150 kvadratmeter, som til gengæld er nyrenoveret, mens de resterende 300 kvadratmeter nu er indrettet til aktivitetshus for de lokale foreninger for ældre.

Prisen for ombygningen har været cirka 1,1 million kroner.

Nogle af kreationerne fra Vallø Strand Gruppen blev vist frem. (Foto: Rikke Michael Hansen)

Gymnastik, kreativitet og foredrag

I alt seks foreninger er – indtil videre – flyttet ind i aktivitetshuset, oplyser leder af fritidsområdet i Stevns Kommune, Yasmina Liv Zacares.

Én af de foreninger er Vallø Strand Gruppen, som dels har et stole- og hjernegymnastikhold med tyve deltagere og venteliste. Desuden har foreningen en kreativ afdeling:

– Vi er i øjeblikket 36 på holdet, som mødes en gang om ugen. Nogle er rigtig gode til at male, mens andre hellere vil sy eller strikke. Vi laver blandt andet æsker og net af stof, og hvert år holder vi et julemarked med vores ting, fortæller Inga Alsing fra Vallø Strand Gruppen.

Foreningen er stort set kommet på plads i det nye aktivitetshus, hvor der blandt andet er et mindre rum med god skabsplads til opbevaring af materialer.

Grundet den lange coronapause, som også er gået ud over de kreative sysler i Vallø Strand Gruppen, er det dog usikkert om julemarkedet bliver en realitet i år.

– Men vi vil helt sikkert holde julemarked igen i 2022, siger Inga Alsing.

Susanne og Lene er begge frivillige i Seniornet Stevns, hvor de arrangerer hyggelige temaarrangementer og ture ud af huset for medlemmerne. (Foto: Rikke Michael Hansen)

Seniornet Stevns er en af de andre foreninger, som er flyttet ind på Acacievej 54. Foreningen mødes en gang om måneden til forskellige aktiviteter, foredrag og ture ud af huset.

– Hver gang har vi et nyt tema, hvor vi – udover det sociale samvær – lærer noget om et emne. Næste gang skal vi for eksempel smage på mjød og høre historien bag. Og i oktober holder vi tartelet-fest, fortæller Lene Christiansen, der er frivillig i Seniornet Stevns.

Den tre år gamle forening tæller i øjeblikket 55 medlemmer.

Lokaler skal bookes

Som noget nyt skal brugerne booke lokaler i Acaciebo, før de skal bruge dem.

– Det sker på samme måde, som det allerede sker nu i idrætshallerne. Det bliver nyt for nogle foreninger, som ikke har været vant til at booke tider på Strøbyhjemmet. Men det er mest retfærdigt, for på den måde sikrer vi, at alle foreninger og brugere stilles lige, siger Yasmina Liv Zacares.

Hun tilføjer, at der kan komme nye foreninger til i Acaciebo ud over de seks, som har været brugere af Strøbyhjemmet. Bl.a. kan den store mødesal med plads til 70 siddepladser og indbygget foldedør bruges af alle, der booker lokalet. Her kan foreninger f.eks. holde generalforsamlinger og medlemsmøder eller holde foredragsaftener.

Billedserie: Den nye petanquebane og de nye petanquesæt blev indviet. (Fotos: Rikke Michael Hansen)

Det nye aktivitetshus har også en udendørs terrasse med flere borde bænkesæt. Desuden er der anlagt en ny petanquebane i baghaven, og der var lørdag formiddag god lejlighed til at indvie den nye bane, for indflyttergaven fra Stevns Kommune var to petanquesæt, som borgmesteren havde med og som fremover vil kunne benyttes af husets brugere.
rmh

Skriv en kommentar