(Last Updated On: 21. januar 2021)

Carsten Zacho i sit nyindrettede mekanikerværksted.

Erhverv: – Er du glad for din bil? Så skal du bruge et lokalt autoværksted, lyder rådet fra mekaniker Carsten Zacho, der netop har taget springet og er startet som selvstændig med eget autoværksted.

Drømmen om at være selvstændig har Carsten haft i længere tid. Og at bygge det nye autoværksted hjemme på privatadressen var oplagt for Carsten, som bor på Slågårdsvej 6 i Frøslev sammen med sin kone og deres to børn.

– Det passer rigtig fint i forhold til min familie og mine kunder. Nu kan jeg være fleksibel og stort set passe mine kunders biler døgnet rundt, da jeg jo altid er lige i nærheden af værkstedet. Det betyder jo ikke noget for kunderne, om de skal køre den ene eller den anden vej, når bilen skal på værksted, siger Carsten og fortsætter:

– Det betyder meget mere for kunderne, at man har tillid til sin mekaniker. Derfor er det meget vigtigt for mig at møde kunden og se hinanden i øjnene, når vi aftaler en pris på bilens reparation. Der skal ikke være tvivl om det arbejde, der skal udføres, og da jeg selv møder kunden og selv står for reparationen, så er det jo nemt at overskue for begge parter.

Carsten Zacho har mere end 15 års erfaring fra forskellige autoværksteder, senest hos Solbakkens Auto, og han kan reparere og servicere alle bilmærker – både til private og erhverv.

Der er allerede travlt på det nyindrettede værksted, for flere kunder har fundet vej til CZ Auto på Slågårdsvej i Frøslev.

– Jeg glæder mig rigtig meget til at få spredt budskabet om mit nye værksted endnu mere, og jeg håber, at rigtig mange vil give mig et ring og lade mig komme med et bud på
service og reparation af deres bil. Jeg brænder nemlig for at være mekaniker og rode med biler, slutter Carsten Zacho, som kan fanges på tlf. 40222383.

Skriv en kommentar