(Last Updated On: 29. marts 2022)

Morten Kasper er ny formand for bestyrelsen i den kommunale ungdomsskole, og Martin Henriksen næstformand.

Navnenyt: Tirsdag den 22. marts blev Morten Kasper valgt som ny formand for bestyrelsen i Stevns Ungdomsskole.

Morten Kasper er ny formand for Stevns Ungdomsskole. (Arkivfoto)

– Jeg ser frem til et spændende og udviklende samarbejde omkring den kommunale ungdomsskole på Stevns, sammen med resten af bestyrelsen og medarbejderne. Ungdomsskolen er med til at sikre trygge og udviklende rammer for unge mennesker på Stevns og det skal vi blive ved med, siger den nyvalgte formand, der tidligere har været formand for Socialdemokratiet på Stevns, og som i dag er S-medlem i kommunalbestyrelsen.

Han glæder sig også til samarbejdet med kommunalbestyrelsens andet udpegede medlem, løsgænger Martin Henriksen.

Martin Henriksen, der indtil for nylig var medlem af DF, siger:

– Jeg ser frem til samarbejdet. Det er vigtigt, at vi løbende arbejder på at sikre velfungerende ungdomstilbud til de unge i Stevns kommune, ligesom vi i fællesskab med medarbejderne og forældre skal være bedre til at skabe gode rammer og sætte grænser for de unge. Der er heldigvis allerede mange gode ungdomstilbud i kommunen, og det vil jeg gerne være med til at videreudvikle. Jeg tror, at det bliver spændende, siger næstformand og medlem af kommunalbestyrelsen Martin Henriksen.

Mange tilbud

Stevns Ungdomsskole er over 50 år gammel, og har bl.a. ungdomscaféer i Store Heddinge, Strøby Egede og i Hårlev.

Ungdomsskolen har f.eks. et PULS-program for elever fra 3. årgang og op til og med 9. årgang, der tilbyder svømmeundervisning, kanosejlads og forskellige former for teambuilding foruden specialundervisning.
sky

Skriv en kommentar