(Last Updated On: 23. juni 2022)

Det er slut med Holte Vinlager i Store Heddinge, men ikke med vin, idet den kendte forretning på Nytorv fortsætter under nyt navn, og med samme ejer.

Tommy Nielsen dropper samarbejdet med Holte Vinlager, men fortsætter med store smil og med at sælge vin med mere, under navnet “Store Heddinge Vin & Delikatesse” på samme adresse, Nytorv 4. (Foto: Klaus Slavensky)

Forretningsnyt: Tommy Nielsen har stoppet samarbejdet med Holte Vinlager, som har meddelt den populære stevnske vinhandler, for ham, nye vilkår: Stop med at sælge alle andre produkter end vores.

– Hvis jeg gør det, så hænger min forretning ikke sammen. 70 pct. af de varer, som jeg sælger, er fra andre leverandører, og kun 30 pct. er fra Holte Vinlager. Samarbejdet med Holte Vinlager har været rigtigt godt i de mange år, men nu slutter det, oplyser Tommy Nielsen.

Ved siden af vin og spiritus forhandler Tommy Nielsen bl.a. chokolade og kaffe fra Frellsens, Bagsværd lakrids, Verdens Bedste Romkugler fra Tim’s, masser af lækre bornholmerprodukter som f.eks. snaps, samt te og specialøl.

Og alt dette vil fortsætte under navnet: ”Store Heddinge Vin & Delikatesse”.

Ja til at fortsætte

Tommy Nielsen er en af de fire ankermænd, som står bag vinfesten i Store Heddinge, og han har masser erfaring i at vælge, købe og sælge det bedste på markedet.

Han startede med forretning i Havnelev i 2000, som siden flyttede til Rødvig for at ende på Nytorv 4 i Store Heddinge i 2013, så om ca. tre år skal propperne ryge for at fejre 25-års jubilæum.
Så længe behøver man ikke at vente på åbningen af den ”nye” butik, som indvies fredag den 1. juli i år, med gode tilbud i en hel uge.

– Jeg fastholder alle de gode leverandører som jeg har, så der vil stadig være masser af forskellige slags rødvine, hvidvine og andet godt at vælge mellem, siger Tommy Nielsen.

Butikkens hylder er også præget af de nye drikke-trends med gin, rom og whisky, som har fulgt med folks lyst til cocktail. I sommerheden er det portvin og rosé, der er bestsellers, og dem lover Tommy Nielsen at have et rigeligt udvalg af, når det store navneskift sker.
sky

Skriv en kommentar