(Last Updated On: 26. maj 2020)

Dagpengekontoret er i forbindelse med implementeringen af det nye system lukket for henvendelser om udbetaling af sygedagpenge fra mandag den 25. maj til og med onsdag den 3. juni.

Stevns: I juni får de danske kommuner – herunder Stevns – et nyt sygedagpengesystem, som gør det mere enkelt og fleksibelt for borgere og arbejdsgivere at få behandlet sygedagpengesager.

Stevns kommune oplyser i en pressemeddelelse, at implementeringen af systemet vil give længere behandlingstider i en periode.

– Der er store forventninger til det nye sygedagpengesystem, f.eks. at det vil lette sagsbehandlingen og dermed også forbedre sagsbehandlingstiden, fortæller Trine Dokkedal, der er centerchef i Arbejdsmarked.

Hun tilføjer:

– Før vi kommer så langt, skal vi dog have implementeret og indarbejdet systemet, og det koster på den korte bane. I forvejen har medarbejderne travlt på grund af corona-krisen, og med implementeringen af det nye system oveni, må borgerne i en periode forvente en længere behandlingstid ligesom, at udbetalinger desværre kan blive forsinkede.

Dagpengekontoret holder lukket i 10 dage

Det nye system implementeres ved overgangen fra maj til juni, og derfor er dagpengekontoret lukket for henvendelser om udbetaling af sygedagpenge fra mandag den 25. maj til og med onsdag den 3. juni.

Det skyldes, at der i overgangen ikke er adgang til systemet.

Sygefravær skal fortsat indberettes

Arbejdsgivere skal være opmærksomme på, at de fortsat har pligt til at anmelde sygefravær via NemRefusion senest fem uger efter medarbejderens første fraværsdag.

Hvis arbejdsgiveren ikke anmelder sygefravær rettidigt, kan Stevns Kommune alene yde refusion fra det tidspunkt, hvor sygefraværet er anmeldt.

Arbejdsgivere kan læse nærmere om anmeldelsesreglerne på NemRefusions hjemmeside, hvor der også findes vejledninger og guider for brugen af systemet.

Skriv en kommentar