(Last Updated On: 25. januar 2021)

I stedet har de frivillige fået en nytårshilsen pr. brev

Formand for Stevns Frivillighedscenter, Johnny Andersen og daglig leder af Stevns Frivillighedscenter, Lena Bjerrum Bach håber på et godt frivillighedsår i 2021. (Arkivfoto: Rikke Michael Hansen)

Hårlev: I slutningen af januar plejer Stevns Frivillighedscenter at invitere til nytårskur, hvor de frivillige mødes og får serveret lidt godt til ganen ledsaget af underholdning.

– Det havde vi glædet os til igen i år, men med regeringens forlængelse af nedlukningen må vi se i øjnene, at vi må aflyse Nytårskuren i år. Så nu griber vi pen og papir i stedet og sender jer alle vores nytårshilsner og lidt om året, der er gået, skriver formanden, Johnny Andersen og stedets daglige leder, Lena Bjerrum Bach i en nytårshilsen til de 73 medlemsforeninger.

I brevet gør de status over et noget anderledes 2020, hvor mange aktiviteter er blevet aflyst, men hvor det også er lykkes med at tænke i nye baner. Både i medlemsforeningerne og i frivillighedscentret, som bl.a. i samarbejde med SuperBrugsen i Hårlev og Vallø Seniorforening tog initiativ til at dele blomster ud til ensomme ældre borgere i foråret.

Frivillighedscentret udarbejdede i foråret en oversigt over alle de mange lokale og landsdækkende frivillige hjælpetilbud, der tilbyder hjælp til borgere under corona-nedlukningen. De tilbud gælder stadig og kan findes på deres hjemmeside stevnsfrivillighedscenter.dk, og i august blev der holdt generalforsamling med uddeling af ny frivilligpris.

– En ny flagdag blev skabt på Frivillig Fredag den 25. september 2020. Her valgte rigtig mange borgere, foreninger og butikker at hejse flaget for vores frivillige og foreningerne på Stevns. Det gav lys, håb og glæde midt i en svær tid. Det vil vi gentage igen i år, lover Lena Bjerrum Bach og Johnny Andersen i deres nytårshilsen.

Der var også debut på den nye kortfilm ”Fællesskabsstafet på Stevns”. Frivillighedscentret gik sammen med 17 lokale foreninger, Stevns Kommune Fritid og Sundhedsafdeling om at lave filmen, da fællesskabsstafetten måtte aflyses. Filmen, som giver et unikt kig ind i lokale foreningers liv og aktiviteter kan ses på hjemmesiden stevnsfrivillighedscenter.dk.

2020 blev også året, hvor frivillighedscentret for første gang fik hjulpet to frivillige skolevenner i gang på indskolingen i Store Heddinge Skole, hvor de støtter børnene med ekstra nærvær, hjælp og trivsel i skolen.

– Så på trods af et år med mange restriktioner, er det alligevel lykkes at finde lys i mørket og skabe små spirende blomster, der kan vokse sig større med tiden, står der i brevet, som afsluttes med håb og optimisme for, at 2021 kan blive et godt frivillighedsår.

I frivillighedscentret står de klar med råd og vejledning til frivillige og foreninger og tid til at lytte på telefon 61131274.
rmh

Skriv en kommentar