(Last Updated On: 25. februar 2020)

De to gamle guder trænger til en kærlig hånd, og den sørger Solgårdsdparkens Støtteforening for i løbet af 2020. (Foto: Klaus Slavensky)

Strøby Egede: Vi skal tilbage i vikingetiden, omkring år 750, for at finde starten på asetroen, men så gamle er træskulpturerne af Odin og Thor i Solgårdsparken ikke.

Men da de er opstillet i 2001-2003, så har vejr og vind tæret på guderne, og det er tvivlsomt at de kan reddes.

En populær park

Det fremgik af generalforsamlingen i Solgårdsparkens Støtteforening 19. februar.

Der var stuvende fuldt i Spejderhytten, da formanden, Carl ’Olli’ Pedersen, afgav beretning.

Det flotte fremmøde forbavser ikke, for Solgårdsparkens Venner er vant til at folk i hundredvis valfarter til de forskellige arrangementer i Strøby Egedes’ ”Folkepark”.

Overskud i kassen

Carl ’Olli’ Pedersen fremhævede, at der var kommet flere frivillige hjælpere til musikaftenerne, ligesom Strøby Egede Dagen, med lokale håndværkere, havde trukket mange til.

Formanden takkede også det faste onsdagshold, som sørger for at Solgårdsparken bliver flottere og flottere år efter år. Det betyder også, at der er interesse for at leje de Røde Pavilloner til private, og i 2019 har der været 38 udlejninger.

Det skæpper i kassen, og kasserer Jørgen Ottosen kunne også berette om et overskud på 12.000 kr.

Guderne er et vartegn

De skal måske bruges til to nye figurer af Odin og Thor, som er blevet noget mørnede.

– De kan nok ikke reddes, så vi skal finde en fagmand som kan genskabe guderne, og så skal de stå på noget, så de ikke trækker vand op af jorden, forklarer Carl ’Olli’ Pedersen.

– Det var en skovløber fra Vemmetofte, som i sin tid lavede dem. Men vi kan genbruge hammeren og deres hjelme. For de er ligesom ørnene ved Stevnsvej blevet et vartegn for Solgårdsparken, siger formanden.

Der var stort og muntert fremmøde da Solgårdsparkens Venner afholdt generalforsamling. (Foto: Klaus Slavensky)

Bestyrelsen fortsætter

Carl ’Olli’ Pedersen blev i øvrigt genvalgt som formand, ligesom Jørgen Ottosen, og med suppleanterne Ib Nielsen og Eddy Forny, så består bestyrelsen desuden af Erik Olsen, Poul Jensen og Heine Vid Stein.

Sammen med de mange frivillige skal de i 2020 sørge for at male alle broer, forskønne Botanisk Have og måske installere et nyt springvand, shine Ørneterrassen op, opsætte ny flagstang, så alt er klar til 3. maj, hvor sæsonen starter med standerhejsning.
sky

Skriv en kommentar