(Last Updated On: 23. august 2019)

På lørdag den 31. august på landbruget Brinkholm

Theo er gået på opdagelse i grønkålen. (Foto: Brinkholm)

Lille Linde: Brinkholm er et af de ældste økologiske landbrug i Faxe og Stevns området. Her kan gæster lørdag den 31. august mellem kl. 11 og 16 opleve bæredygtig produktion af grøntsager og kornets vej til mel og øl.

Brinkholm drives af andelsselskabet LandbrugsLauget, som producerer økologisk mel af gårdens korn samt grøntsager med lokal profil. Grøntsagerne i Stevns Kassen, Karise Kassen og Tryggevælde Kassen er alle dyrket enten på Brinkholm eller af andre økologer i omegnen.

Festdag på gården

– Vi fejrer høsten på gammeldags facon med masser af mad og drikke, musik og sang, leg og aktiviteter for børn i alle aldre. Og så forener vi festen med fortællingen om vores produktion, salg og distribution i fællesskab af økologiske, lokale fødevarer direkte til forbrugerne, siger andelshaver og formand Bodil Holm.

Man kan også blive klogere på, hvordan Brinkholms gartner, Nikolaj Thomsen, bevarer jordens frugtbarhed ved bæredygtig dyrkning af grøntsager og urter eller få sig en god snak med nogle af gårdens andelshavere og hinanden om økologi og lokale fødevarer.

Skattejagt, klappegeder og æblesaft

Børnene kan tumle sig frit i haven ned mod Tryggevælde Å, de kan prøvekøre Hans Jørgens håndbyggede specialcykler, klatre på den gamle Belarus traktor på gårdspladsen, male mel på hånddrevet kværn og presse saft af gårdens æbler.

De kan også klappe en ged af gammel dansk landrace og trække far og mor med ud på en skattejagt ad Brinkholms trampesti langs Tryggevælde Å.

Cajun-musikere spiller op til en svingom på gårdspladsen og høstens sange vil klinge ved forældrekoret fra Skt Annæ Sangskole.

Lokale produkter

Der er frisk mel, bryggerlauget fyrer op under kedlen, Brinkholms biavler fortæller om bier og honning. Og alt sammen kan købes på stedet, foruden naturligvis grøntsagerne i både løs vægt og i abonnement.

Man kan også møde Pia fra Urtopia med urter, te og planter, og Nina fra Klokkeblomst, som binder blomsterbuketter af årstidens planter.

Kulturhus Leopold i Karise står igen i år for cafeens servering af mad af gårdens produkter.
rmh

Skriv en kommentar