(Last Updated On: 3. marts 2022)

Stor jubilæumsfest med springkonkurrence og fødselsdagskage.

Klubbens medlemmer har haft travlt med forberedelserne til den store jubilæumsfest, blandt er de ved at lægge sidste hånd på dette flere meter lange og fine fødselsdagsbanner. (Foto: Rikke Michael Hansen)

Himlingøje: Den 25. februar 1972 blev Køge–Vallø Rideklub lagt sammen med Køre- og Rideforeningen Stevnsboen og den nye klub blev navngivet: ØstSjællands Rideklub (ØSR).

Det er således 50 år siden at den lokale rideklub blev stiftet og det skal naturligvis markeres med en festlig dag. Da jubilæumsdagen lå midt i vinterferien har klubben valgt at rykke fejringen til lørdag den 5. marts fra kl. 12-16, hvor alle tidligere, nuværende og fremtidige medlemmer er meget velkomne til at kigge forbi til en hyggelig eftermiddag.

Dagens program indledes med velkomst fra klubbens formand. Også Stevns Kommune vil være repræsenteret og holde tale. Klubben byder i dagens anledning på kaffe og kage samt en underholdende springkonkurrence med deltagelse fra klubbens medlemmer.

Det hele finder sted på klubbens tilholdssted: Engtoft Hestepension og Rideskole, som ligger på Himlingøje Bygade 11 i Himlingøje, hvor klubben har ’boet’ siden 2006.
rmh

Skriv en kommentar