(Last Updated On: 4. februar 2020)

Det mener folketingspolitiker Tanja Larsson (S), som frygter fraflytning og flere biler, hvis den lokale jernbane bliver udskiftet med en BRT-løsning

Tanja Larsson (S) vil fortsat presse på, så der hurtigst muligt findes en løsning for Østbanen. (Arkivfoto: Rikke Michael Hansen)

Transport: Transportministeriet og Region Sjælland kunne i sidste uge fortælle, at de vil undersøge en såkaldt BRT-løsning (elbusser på egen vejbane, red.) som et muligt alternativ til Østbanen, der nu er blevet så nedslidt, at togene siden december sidste år har kørt med nedsat hastighed og færre afgange, til stor gene for pendlerne i Stevns og Faxe kommuner.

Idéen om en BRT-løsning vækker ikke udelt begejstring hos det lokale folketingsmedlem Tanja Larsson (S), der er valgt i Stevns- og Faxe-kredsen og bor i Faxe Ladeplads.

– Jeg er bekymret for bosætningsstrategien ude på landet, hvis toget forsvinder. Skinnefaktoren er noget man skal indregne, for den gør, at flere benytter den offentlige transport. Forskningen viser, at indenfor fem kilometer til en togstation, der bruger du banen, mens det for busser kun er en halv kilometer, du vil acceptere, før bilen vælges som alternativ, siger Tanja Larsson.

Presserende problem

Siden den 15. december 2019, hvor den nye køreplan trådte i kraft, har de daglige brugere af Østbanen mærket en markant forringelse af deres tur til og fra skole og arbejde. Især de travle morgen- og eftermiddagsafgange har betydet overfyldte toge, hvor mange må stå op i tætpakkede togvogne, mens andre ikke kan få plads, men må vente på den næste afgang.

– Det er meget sårbart lige nu. Vi vil jo gerne alle sammen passe vores arbejde og skole og møde til tiden. Fungerer den offentlige transport ikke, så er vi hurtige til at finde andre måder at transportere os på, siger Tanja Larsson.

– Så tror jeg, at mange investerer i bil nummer to eller simpelthen flytter fra området, fordi hverdagen bliver for svær for børnefamilierne, siger hun.

Derfor skal der findes en løsning hurtigst muligt.

Læs også: Busser på gummihjul kan afløse Østbanens tog

Og formanden for Dansk Jernbaneforbund. der mener, at: Busser vil være en klar forringelse 

Vi skal lære af fortiden

Selvom BRT-løsningen ikke er Tanja Larssons foretrukne, finder hun det alligevel positivt, at hendes partifælle transportminister Benny Engelbrecht (S) er gået ind i sagen.

– Ved at sætte en undersøgelse i gang anerkender han jo, at vi har et problem, forklarer den lokale folketingspolitiker, der trods ministeres bevågenheden fortsat vil holde fuld fokus på Østbanen og dens trængsler med ugentlige møder og drøftelser om udfordringerne.

Samtidig ser hun gerne, at man også lærer af historien, så noget tilsvarende ikke sker igen:

– Egentlig er det jo Region Sjællands opgave at vedligeholde skinnenettet, ikke Folketingets. Det er vigtigt, at vi får belyst, hvad der egentlig er sket i regionen, og om vi i kommunerne har været vågne nok, slutter folketingspolitikeren, der tidligere sad i Faxe Byråd.
rmh

Skriv en kommentar