(Last Updated On: 19. november 2019)

SF Faxe inviterer til dialogmøde med Transportordfører Anne Valentina Berthelsen (SF) på Rolloskolen i Faxe mandag den 25. november kl. 18.30.

Der vil være oplæg af folketingsmedlem og transportordfører Anne Valentina Berthelsen (SF) om infrastrukturen på Østsjælland generelt og Østbanen i særdeleshed.

Anne har allerede drøftet Østbanens problemer og fremtid med transportminister Benny Engelbrecht (A) og hans embedsmænd, men kampen for at redde Østbanen er langt fra slut.

Vi opfordrer på det kraftigste til, at borgere, der bruger og er afhængige af god offentlig transport på Østssjælland, møder op og deltager i dialogen.
Anne har brug for jeres erfaringer, problemstillinger og gode forslag for at blive klædt bedst muligt på, inden de næste møder med ministeren.

Lokalbanerne er livsnerven i provinsen og situationen er alvorlig. Østbanen er i forfald. Skinnerne trænger til at blive skiftet, der tages sæder ud af togene, hastigheden nedsættes etc.

Danske Regioner har for længst oplyst om, at der mangler penge til vedligeholdelse. Det drejer sig om 105 millioner kroner om året frem til 2026.

Vi har ikke brug for, at der sker yderligere forringelser af den kollektive transport, tværtimod vil det være fuldstændig håbløst at forestille sig, hvis endnu flere bilister bliver lukket ud på vejene.

I Faxe har vi en vision om, at man i stedet forlænger S-togene til Faxe Ladeplads. Det vil være guld værd, ikke blot for Øst- men for hele Sydsjælland og det vil tage en stor del af trykket af på motorvejene til og fra København.

På vegne af SF-Faxe

Stig Herold Nielsen
Brinken 2
Karise

Skriv en kommentar