(Last Updated On: 11. august 2020)

Erhverv: Så skete det. Hedebølge og solen skinnede på Solartags solceller da Stevns nye virksomhed i Store Heddinge havde inviteret til ”gadefest” i anledning af firmaets officielle åbning fredag den 7. august.

Borgmester Anette Mortensen klipper den »grønne« snor og byder dermed indehaver Thomas Pedersen fra Solartag velkommen til Stevns. (Fotos: Klaus Slavensky)

Borgmester Anette Mortensen (V) fik lov til at klippe den grønne snor over, som indikation på at Stevns har fået en byggevirksomhed, som satser på bæredygtighed.

– Jeg er stolt og glad for at byde jer velkommen til Stevns, sagde hun og fremhævede Solartags produkter og Stevns Kommunes tiltag med grøn omstilling som svar på verdens klimaudfordringer.

– Jeg ser frem til det samspil, der sker når virksomheder, borgere og kommune går sammen om bæredygtig udvikling, lød det fra borgmesteren.

Thomas Pedersen fra Solartag taler med interesserede stevnsboere om solcelletag.

Indehaveren af Solartag, Thomas Pedersen greb straks invitationen og henviste til det regelcirkus, der blev indført i 2013, hvor eventuelt overskud fra kommunale solcelleanlæg blev modregnet bloktilskuddet til kommunen. En lov, som også Kommunernes Landsforening har kritiseret.

– Når denne restriktion fjernes til februar 2021, så kan vi samarbejde om grøn omstilling, sagde Thomas Pedersen, og sluttede med at byde på hjemmelavet cider ”som svigerfar har lavet”, samt en masse andre godter.

Den solgrønne gadefest, med god afstand mellem bordene, kunne starte og måske varede den ved til solen gik ned.
sky

Skriv en kommentar