(Last Updated On: 2. december 2019)

Ti interesserede var mødt op til orienteringsmødet om en ny krolfklub under Rødvig G&I. (Privatfoto)

Rødvig: Forrige uge var der inviteret til indledende orienteringsmøde om etablering af en ny krolfklub i Rødvig under foreningen Rødvig G&I.

Udover initiativtagerne, ægteparret Helen og Bent Højmann, dukkede ti interesserede op i Sydstevnshallens cafeteria, hvor mødet blev afholdt. Og det var nok, til at Helen og Bent har mod på at fortsætte med opstarten af en ny krolfklub.

Samme aften, umiddelbart efter orienteringsmødet, havde de to initiativtagere møde med Rødvig G&I samt en repræsentant fra DAI (Dansk Arbejder Idrætsforbund).

– På mødet fik vi ok til at gå videre med arbejdet, og jeg vil gerne takke bestyrelsen i Rødvig G&I for den tillid og hurtighed, de har vist, siger Bent Højmann.

Næste skridt bliver bestilling af klubudstyr samt etablering af to krolfbaner på græsarealerne ved Sydstevnshallen.

Krolfbanerne vil blive udformet med kyndig vejledning fra en konsulent fra DAI, så denne opgave afhænger af, hvornår der er en ledig konsulent.

Initiativtagerne håber at kunne komme igang med det underholdende spil i starten af det nye år.

Vil man gerne vide mere eller være med i Rødvig G&I’s nye krolfklub, kan man kontakte Helen og Bent via b.hojmann@pc.dk.
rmh

Skriv en kommentar