(Last Updated On: 12. juli 2021)

Det er med stor glæde, at jeg i Stevnsbladet den 30. juni ser, at man vil frede og bevare de gamle kalkmalerier.

Det ville selvfølgelig være både billigere og fornuftigere at kalke dem over, men personligt glæder jeg mig over den dyrere beslutning.

I mange år fra ca. 1970 til 2005 var jeg reservekirkesanger i Strøby Kirke og somme tider også i andre kirker.

Et sted på en hylde i kirken lå der nogle papirer om kirken, udgivet af Nationalmuseet.

Så en dag spurgte pastor Eivind Jensen, om ikke det var noget for mig at samle oplysningerne om kirken til en lille brochure. Det gjorde jeg så i samarbejde med menighedsrådsformanden, Kaj Kristensen, der sørgede for nogle billeder og trykningen.

En af overskrifterne i vores lille brochure hed »Kalkmalerier«, og der står sådan i det gamle papir:

»Hvælvingerne i koret blev omkring år 1300 dekoreret med bibelhistoriske motiver. På den nordlige side af koret er disse bedst bevaret. Her ser man tre sæt stærkt sammensatte billeder fra Jesu Lidelseshistorie:

1. »Jesus forhøres af ypperstepræsten.«

2. »Jesus piskes af romerne (bundet til et træ med slyngede grene).«

3. »Jesus bærer korset.«

Bødlerene har spidse hatte på, som måske var en militærhjelm i 1300-tallet.

Malerierne kom frem under restaureringen i 1921. På de tre andre sider i koret har der også været malerier; men kun svage spor ses heraf.

Dekorationerne på hvælvingerne i kirkens skib er hovedsagelig udført i 1921 af Ole Søndergaard, der var blevet inspireret af en enkelt gammel ranke i korets sydkappe. Det er 100 år siden, så det er også historie.

Den næste præst, Otto Lundgaard, fandt på at bede mig fortælle gæster i kirken om dette og alle de andre særprægede ting, som findes i sådan en gammel bygning. Jeg kom til at holde af kirken, så jeg er glad for, at den og de gamle malerier i koret nu skal bevares.

Aage Møller Nielsen,
Firkløvervej 4
Strøby

Skriv en kommentar