(Last Updated On: 28. oktober 2014)

LaeserneSkriverAf Erik Larsen
Amtsskrivervej 14
Strøby

I Stevnsbladet den 18. oktober beskrev Keld Hein, formand for Dansk Folkeparti på Stevns, en romantisk og malerisk helikoptertur fra Stevns Klint ad den netop vedtagne sydlige linjeføring til motorvejen.
Tværs gennem Vallø Storskov – det bliver et kønt syn.
Det er rigtigt, at nogle vognmænd får en lettere vej til Jylland, men hvad med os almindelige borgere, som næsten alle sammen dagligt må køre nordpå for at arbejde?
Desværre er der mange, der er af den opfattelse, at det enten drejer sig om en omfartsvej for Sydstevns eller en omfartsvej for Nordstevns.
Men der er også en 3. mulighed: en omfartsvej for hele Stevns og en vej, som aflaster trafikken gennem Køge maksimalt.
Er det ikke mere visionært end en lokal omfartsvej for få biler, som ikke løser de egentlige problemer, ødelægger en masse natur og koster et 3-cifret millionbeløb?

En sådan linjeføring for hele Stevns kunne f.eks. se sådan ud:
1.  en lokal omfartsvej uden om Strøby og derfra videre til
2.  en lokal omfartsvej syd om Strøby Egede over til Køgevejen
3.  herfra en ny vej til motorvejen enten via Herfølge nord eller via Herfølge syd (med mulighed for en ny pendlerstation).

Fordele:
1. linjeføringen vil være til gavn for hele Stevns
2. det vil ikke være mere besværligt at komme ind mod København fra Stevns syd sammenlignet med den sydlige linjeføring – selv med tunge køretøjer og busser. Tværtimod vil den være lidt kortere.
3. også Herfølge og evt. Hastrup vil få stor glæde af den, samtidig med at Køge bliver aflastet ad Vordingborgvej.
4.  hvis også pendlere fra Stevns kører via Herfølge, er chancen for, at der kommer en pendlerstation “Herfølge syd”, større. Efter elektrificering af banen kan man komme direkte til København på ca. 30 min. Husk at hele parkeringen bag Køge station forsvinder i forbindelse med projekt “Køge Kyst”
5. de 2 sidste “sorte pletter” på trafiksikkerhedskortet forsvinder.
6. Skøn natur bliver bevaret.
7. trafikaflastningen af Køge vil blive maksimal op til 7.000 biler/døgn. Det er noget, der flytter noget. Alt i alt et optimalt projekt – kun mangler et visionært syn i Stevns syd og Køge.

Skriv en kommentar