(Last Updated On: 6. september 2022)

Især el- og tømrerværktøj har været i høj kurs hos indbrudstyven(e)

Stevns: Midt- og Vestsjællands politi har i løbet af de første fem dage i september måned modtaget otte anmeldelser om indbrud i varebiler i Stevns kommune.

Indbruddene i varebilerne er primært sket i løbet af den forgangne weekend, hvor seks af de otte varebiler blev udsat for tyverier, medens de stod parkeret i Store Heddinge-området. De to øvrige tyverier fra varebiler et sket på veje i Strøby Egede-området.

Bilerne har stået parkeret på følgende veje under indbruddene: I Store Heddinge har de omtalte varebiler stået parkeret på hhv. Jordbærvænget, Solbærvænget, Eriksvej, Overdrevsvej, Bjælkerupvej og Sirgræsvej, mens indbruddene i Strøby Egede har fundet sted i varebiler, som holdt parkeret på hhv. Skovvangsvej og Bakkegårdsvej

Flere fællesnævnere

Politiet oplyser, at en fællesnævner for alle tyverierne er, at tyven(e) har stjålet diverse værktøj, herunder el-værktøj, som i alle tilfælde er blevet stjålet efter opbrydning af sidedøren ind til varebilernes varerum.

Endvidere kan politiet konstatere, at især en bestemt håndværksbranche har været særligt ramt, idet fem af de otte tyverier fra varebiler er sket fra køretøjer tilhørende tømrerfirmaer. Fire af disse tyverier er sket fra varebiler tilhørende det samme tømrerfirma uanset køretøjernes forskellige placeringer i Stevns kommune.

Politiet har undersøgt nogle af de berørte varebiler og afventer nu, om der måtte være tekniske spor til brug for identifikation af tyven(e).
Vidner søges

Borgere – primært i Store Heddinge-området, men også andre steder i Stevns kommune – der i løbet af weekenden måske har bemærket usædvanlig aktivitet omkring håndværkervarebiler, må gerne kontakte politiet på tlf. 114 med oplysninger herom, idet politiet i forbindelse med modtagne anmeldelser ikke har modtaget oplysninger om mistænkelige aktivitet på de forskellige gerningssteder.

Gode råd fra politiet

Midt- og Vestsjællands Politi har nogle gode råd til, hvad du selv kan gøre for at forsøge at forhindre tyveri fra din bil:

  • Parker – om muligt – varebilen på en sådan måde, at det er besværligt at komme ind i den ad bag- eller sidedøre.
  • Deaktiver knappen til central oplåsning af bag- og sidedøre (knappen findes ikke i alle køretøjer).
  • Fjern særligt værdifuldt værktøj fra bilen.
  • Mærk værktøj med f.eks. en særlig farve, initialer eller firmanavn mv., så stjålet værktøj vil være sværere at afsætte for tyven og nemmere for politiet at identificere ejeren.
  • Biler, der parkeres i længere tid eller efter mørkets frembrud, bør parkeres, hvor der er belysning – og gerne i nærheden af beboelse. Undgå at parkere bilen på øde steder.

Skriv en kommentar