(Last Updated On: 11. november 2019)

Kender man risikoen for type 2-diabetes, er der meget, man selv kan gøre for at forebygge sygdommen. Derfor opfordrer Diabetesforeningen alle til at lade sig teste torsdag den 14. november

Sundhed: I Stevns Kommune går 338 personer rundt med type 2-diabetes uden at vide det, og 1.688 personer skønnes at have prædiabetes, som betyder, at de har meget høj risiko for at udvikle type 2-diabetes. Det oplyser Diabetesforeningen i en pressemeddelelse, hvor de også forklarer, at type-2 diabetes som regel udvikler sig langsomt, og derfor opdager de færreste sygdommen i tide.

– Type 2-diabetes er en alvorlig sygdom, som på længere sigt kan medføre amputationer eller livstruende følgesygdomme som blodpropper og nyresvigt. Men ved at opdage type 2-diabetes i tide kan man forebygge de farlige følgesygdomme, lyder det fra Diabetesforeningens forskningschef, Tanja Thybo.

Tegn på diabetes

Hvert år til Verdens Diabetesdag den 14. november sætter Diabetesforeningen fokus på tidlig opsporing af type 2-diabetes.

I forbindelse med sidste års kampagne tog flere end 30.000 danskere Diabetesforeningens risikotest, og flere end halvdelen af dem blev anbefalet at søge læge på grund af høj risiko for type 2-diabetes. Den høje risiko er overraskende for mange, fordi type 2-diabetes typisk udvikler sig så langsomt, at mange ikke mærker det.

– Oplever man kløe, højt væskeindtag eller tissetrang kan det være tidlige tegn på type 2-diabetes. Har man nogle af de symptomer, bør man gå til lægen, siger Tanja Thybo, der understreger, at det også er en god idé at finde ud af, om man er i risikogruppen, inden man får symptomer.

Hvis man har type-2 diabetes i familien eller er overvægtig, så har man en forhøjet risiko for at udvikle type-2 diabetes og skal være ekstra opmærksom.

Bliv testet på Stevns Apotek

Diabetesforeningen håber, at mange vil benytte sig af muligheden for at tage risikotesten, der består af 7 simple spørgsmål, og som er udviklet af forskere på Diabetes Research Centre på Leicester Universitet i England.

Rundt omkring i landet vil der være arrangementer, hvor man kan tage risikotesten og få råd og vejledning. I Stevns Kommune kan man på Verdens Diabetesdag torsdag den 14. november tage testen på Stevns Apotek, Algade 23 i Store Heddinge mellem kl. 12 og 17.

Man kan også tage risikotesten på diabetes.dk/testdigselv.

I Stevns Kommune har 1.125 allerede diagnosen type 2-diabetes.

 

Symptomer på diabetes

De almindelige symptomer på type 2-diabetes er:

  • Øget tørst
  • Hyppig vandladning
  • Kløe
  • Vægttab

Kilde: Diabetesforeningen

 

Skriv en kommentar