(Last Updated On: 30. december 2019)

10. klasse Campus Køge inviterer unge og deres forældre til informationsaften den 8. januar
Uddannelse: I 2018 faldt over 60.000 unge ud af ungdomsuddannelserne i Danmark , og det er ikke kun ærgerligt for de unge selv. Det skaber også bekymring blandt mange forældre. Men sådan behøver det ikke at være, mener Ole Boye, der er leder af 10. Klasse-centret for Køge og Stevns kommuner.

– Mange unge føler sig ikke 100 procent klar til at gå videre på en ungdomsuddannelse direkte efter 9. klasse, fortæller han og fortsætter:

– Derfor er det en god idé for de unge og deres forældre at overveje 10. klasse. Vi kan se hos os, at uanset om de unge vælger at gå på gymnasiet, handelsskolen, Sosu eller på EUC bagefter, så har vi nogle tilbud, der gør, at de føler sig klar til at gennemføre, når de starter på en ungdomsuddannelse.

Noget tyder på, at Ole Boye har ret. Sidste skoleår løftede 10. klasse Campus Køge alle klassers karaktergennemsnit med mere end 3 karakterpoint i matematik. Trivslen hos eleverne er også i top, og flere elever end nogensinde går videre på en ungdomsuddannelse.

Et venligt, men vedholdende skub

– Lærerne engagerer sig i eleverne og er meget dedikerede på at guide de unge til at tage de valg, der får dem videre. Men vi har hele tiden fokus på, at eleverne skal udvikle sig fagligt og personligt. Vi plejer at sige, at hos os får eleverne et venligt, omsorgsfuldt og vedholdende skub i den rigtige retning. Det er vigtigt, at de unge forstår, at 10. klasse ikke er et langt frikvarter. Men at de skal bruge det ekstra år til at tænke sig om, udvikle sig og tage de næste skridt, fortæller Ole Boye.

10. klasse-centret ligger bl.a. sammen med Køge Handelsskolen, ZBC Sosu og EUC Sjælland på Campus Køge. Og lige præcis den placering gør, at de unge oplever, at de får gode muligheder for at blive afklarede om, hvad de vil.

– Vi samarbejder tæt med de andre uddannelser. Og her har vi nogle helt unikke muligheder for at præsentere eleverne for de muligheder, som de har for at uddanne sig videre. Det sker ikke så sjældent, at eleverne møder op med en klar idé om, hvad de gerne vil uddanne sig til. Men når de så møder de andre uddannelser, ser de andre muligheder og går en helt anden vej, end de først havde tænkt, fortæller Ole Boye.

Onsdag den 8. januar 2020 mellem kl. 19.00-21.15 inviterer 10. klasse Campus Køge unge og deres forældre til informationsaften. Det foregår på Campusbuen 25 i Køge.

(Pressefoto)

Skriv en kommentar