(Last Updated On: 29. november 2019)

Her ses Jeff og Henrik, vinderne af A-rækken. (Privatfoto)

Store Tårnby: Der blev spillet en noget anderledes turnering på greenen i Vallø Golfklub, da klubbens spillere lørdag den 16. november mødtes til en omgang Cross Country.

– I den såkaldte Cross Country turnering bliver der spillet på kryds og tværs af banen. I alt 12 huller kunne det blive til; de fleste ret lange. Desværre var vejret ikke særlig godt, rigtig vådt efterårsvejr, men heldigvis uden vind, fortæller Jytte Storm, der er formand for bane- og turneringsudvalget.

33 valgte at tage udfordringen op, og alle havde de en sjov dag.

Der blev spillet i tre rækker.

A-rækken blev vundet af Jeff Hansen, mens Henrik Madsen blev nummer to.

B-rækken blev vundet af Jørgen Bollhorn, og her blev Benny Sørensen nummer to.

Endelig blev C-rækken vundet af Karin Pedersen, mens andenpladsen gik til Frede Zeiler.

Efter turneringen sluttede dagen med dejlig varm efterårssuppe i cafeen.

– Vi fik også takket Dorte, som igennem en årrække har siddet i bane- og turneringsudvalget. Dorte har ydet et stort arbejde, især for Pink Cup, slutter Jytte Storm.

Skriv en kommentar