(Last Updated On: 26. oktober 2021)

Bøgeskoven: Deltagelsen var overvældende til den svampetur, som Danmarks Naturfredningsforening havde arrangeret lørdag den 23. oktober i Bøgeskoven.

Jørn Kofod forklarer om en svamp til en af de yngre deltagere på turen. (Privatfoto)

– 45 svampeinteresserede deltagere – alle udstyret med kurv og kniv – havde sat lørdagen af til skovtur med svampeekspert Jørn Kofod. Og alle fik fyldt kurvene mere eller mindre op, da det viste sig, at mange gode spisesvampe bare stod og ventede på at blive høstet, fortæller Anni Cassias, DN Stevns.

Der er over 3000 forskellige svampe i Danmark, heraf er cirka 250 ret almindelige, men kun et par håndfulde af dem er gode spisesvampe. De fleste svampe i kurvene denne dag var store, lækre rørhatte af forskellige arter, bl.a. den ypperligste spisesvamp, Karl Johan. Blandt de let kendelige var der små støvbolde, pigsvamp og løghat. Og så blev der ellers lugtet til, mærket på og kradset i adskillige uspiselige og/eller giftige svampe, så deltagerne fik viden om de mange kendetegn, man skal være opmærksom på, når man dyrker svampejagtens glæder. Vejret artede sig smukt, og udover svampehøsten fik alle del i den smukke efterårsskov i solskin.

Skriv en kommentar