(Last Updated On: 11. november 2021)

Barup: Mandag formiddag den 8. november kl. 11.40 skete et solouheld, da en bilist mistede herredømmet over bilen og kørte ind i et levende hegn i krydset Elverhøjvej/Møllehusvej ved Barup.

Politi og redning kørte til stedet, hvor de mødte bilisten, en 34-årig mand fra Stevns, som ikke var kommet alvorligt til skade ved uheldet.

Politiet mistænkte, at den 34-årige kunne være påvirket under kørslen, hvorfor han blev anholdt og fik udtaget en blodprøve, som skal vise, om han havde indtaget ulovlige stoffer.

Ved en ransagning af bilen fandt betjentene 67 gram marihuana og 10 gram amfetamin, som den 34-årige blev sigtet for at besidde. Narkoen blev beslaglagt med henblik på konfiskation.

Bilisten havde desuden ikke noget gyldigt kørekort, så han blev også sigtet for kørsel uden førerret.

Bilen den 34-årige kørte i var afmeldt og uden forsikring. Den havde påsat en tysk registreret nummerplade, som var meldt stjålet på Sydsjælland. Politiet undersøger nu den del af sagen, og den 34-årige vil senere høre mere, når resultatet af blodprøveanalysen kommer.

Skriv en kommentar