(Last Updated On: 15. marts 2021)

Varpelev: Der var nok af forseelser at notere ned, da politiet fredag aften den 12. marts kl. 23.50 anholdt og sigtede en 21-årig mand fra Hårlev, da han kom kørende på Tingvej.

Den 21-årige blev noteret for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil. Han kunne heller ikke fremvise et kørekort, idet han i forvejen var frakendt førerretten, og ved visitationen af den 21-årige fandt politiet ham i besiddelse af knap 39 gram hash, så sigtelser kom også til at omfatte overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.

I bilen befandt sig desuden en 20-årig mand og en 21-årig kvinde fra Hårlev som passagerer, og ved kontrol af dem fandt politiet den 20-årige mandlige passager i besiddelse af godt tre gram hash, så også han blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.

Den 21-årige fører fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer inden sin løsladelse.

Begge de sigtede vil nu høre nærmere fra politiet, når deres sager skal afgøres.

Bilejeren, en 22-årig mand fra Hårlev, kan også forvente at høre nærmere fra politiet, idet han mistænkes for at have overladt føringen af sin personbil til en person, som ikke lovligt kunne være fører af køretøjet.

Skriv en kommentar