(Last Updated On: 20. marts 2014)

PE lukker butikken, men kunderne kan fortsat få fremkaldt fotos hver torsdag

PE
Poul-Erik Hansen har travlt med at indrette det nye ”P-E Fotolab”, som har åbent hver torsdag. (Foto: Charlotte Skøtt)

STORE HEDDINGE: Lørdag den 15. marts ved middagstid drejer Poul-Erik Hansen – også kendt som PE, nøglen om i låsen til fotoforretningen på Rengegade. Det sker efter 37 år med salg af fotoartikler, film, fremkaldelse mm.

”Ja vi lukker ud til gaden, men vi lukker alligevel ikke helt”, siger PE til Stevnsbladet.

PE fortsætter nemlig med at fremkalde billeder og tage pasfoto, blot vil det ske fra nye lokaler i baggården.

”Vi har åbent hver torsdag fra kl. 9 til kl. 17 – det er samme dag som Rådhuset holder længe åbent”, forklarer PE.

Sammen med fru Alice, som står for en stor del af fremkalderarbejdet og forstørrelserne, vil ægteparret derfor forsat drive foto- og fremkaldervirksomhed, men på nedsat tid.

”Vi har jo også stadig vore professionelle kunder, portræt-, skole-, og luftfotograferne – mange af dem her på Sjælland, som vi laver en del arbejde for”, anfører PE.

PE Foto vil også fortsat tilbyde kunderne, at de selv kan fremstille deres papirfoto på ”kiosker”, såkaldte computer-enheder/minutfoto; her medbringer man kamerakort eller sin pc som forbindes med ”kiosken”, og på denne måde overføres billedformaterne til fremkaldelse.

Poul-Erik gør opmærksom på, at PE-Foto ikke længere sælger fotoartikler og kameraer, og at forretningen for øvrigt er på Facebook – https://www.facebook.com/pe.fotolab?fref=ts.

Det bliver nemt at finde vej til PE Foto fremover – et sandwichskilt på gaden vil vise vej ind til gården…

cs

Skriv en kommentar