(Last Updated On: 24. september 2020)

Fællesskab får 280.000 kroner

Formanden for Hellested Borgerforening, Anne-Grethe Mathiesen, som ses i midten med mørk jakke under en tidligere aktion foran Dejli’Brugsen, er positiv rystet over at få de mange projektpenge. (Arkivfoto: Klaus Slavensky)

Donation: Nordea-fondens ”Her bor vi-puljen” har givet 36 mio. kroner til støtte for 78 projekter i hele Danmark.

Hellested Borgerforening

11 lokalprojekter på Sjælland bliver tilgodeset, og på Stevns er det Hellested Borgerforening, som er den heldige modtager.
Hellested-projektet omhandler en ny bålhytte, et shelter og akustisk forbedring af forsamlingshuset for i alt 280.000 kr.

– Jeg er positivt rystet, lyder kommentaren fra Anne-Grethe Mathiesen, som er formand for Hellested Borgerforening.

Rygstød til fællesskaber

Nordea-fonden vil med puljen at inspirere de mindre lokalsamfunds drivkræfter og at give plads til de ofte oversete potentialer, som kan samle byen og dens beboere.

– Det syder og bobler ude i de små bysamfund, og med dette økonomiske rygstød får de mange lokale ildsjæle ekstra mulighed for at sætte deres virketrang i spil til gavn for fællesskabet, siger direktør Henrik Lehmann Andersen fra Nordea-fonden, der støtter gode liv.

I spagat af glæde

Anne-Grethe Mathiesen regner først med, at projekterne med bålhytte, shelter og forbedringer af akustikken i Hellested Forsamlingshus finder sted i foråret 2021.

– Vi kan nu give Hellested et løft, og ikke kun Hellested by, for borgerforeningen dækker hele det gamle Hellested Sogn, og vi samarbejder med nabobyer som bl.a. Smerup, Arnøje og Barup.
Hun finder desuden at turismen på Stevns ikke blot skal tilgodese det kystnære, for Hellested og omegn kan bl.a. fremvise selveste Elverhøj. Jeg er så taknemmelig. Det er stort, og jeg er stadig i stand til at gå i spagat af glæde, siger Anne-Grethe Mathiesen.

Også glæde i forsamlingshuset

– Vi er i de senere år blevet gode til at arbejde tættere sammen, hjælpes ad og koordinere de forskellige initiativer, men det kan da være svært hele tiden at skaffe de midler, der skal til. Derfor er det en vældig gave, vi har fået. Det giver nyt mod på at skabe et liv på landet med mening, og det er jo det, vi vil, siger Karen Secher, formand for Hellested Forsamlingshus

sky

Skriv en kommentar