(Last Updated On: 12. juli 2022)

Stort tillykke og godt gået af Hotherhavens ledere og ansøgere, at få en gave på 1.357.686 kroner i hus.

Pengene skal bruges i projekt “Hjemlig hygge” og gerne tjene til inspiration for andre plejehjem. Mit håb er, at bruger-/pårørenderådene får et stort ord indført med hensyn til, hvor, hvordan og til hvad, pengene skal bruges. Hjemlig hygge er i mit hoved ikke nødvendigvis nye intetsigende, institutionsmøbler og inventar.

Kunne hjemlig hygge f.eks. handle om duft af mad eller nybagt kage hver dag? Kunne det være en opgave for kommunens frivillige korps at deltage i? Kunne det handle om hyggelige terrasser med skyggende træer, egne tomater-, agurke- og blomsterkrukker? Kunne “Blomstringspleje” være noget, som udføres sammen med personalet og blive inddraget i den daglige “mentale pleje” – et lille frikvarter for beboere og personale?

Beboerne og deres pårørende ved alt om, hvad de hver især plejede at hygge sig med og hvad de før plejehjemmet var samlet omkring. Det ville, efter min overbevisning, ikke være hensigtsmæssigt ej heller være nødvendigt, at hyre diverse konsulenter til at finde på noget interessant. Det er min store bekymring, at en sådan omkostning ville udhule den fine gave og at pengene ender med at forsvinder imellem de administrative hænder. Held og lykke til Hotherhavens beboere.

NB! Husk at komme med gode debatindlæg til social- og ældreministeren omkring “Mere tid til omsorg”, skriv dine input og forslag til: tidtilomsorg@sm.dk.

God sommer.

Anna K.M. Hansen
Stivangen 4
Store Heddinge

Skriv en kommentar