(Last Updated On: 25. august 2020)

Hammershus Ruiner set fra det nye besøgscenter. (Foto: Inga)

Store Heddinge/Bornholm: Også i år kom Store Heddinge og Omegns Pensionistforening afsted på deres årlige udflugt til et sted i Danmark.

Denne gang gik turen til Bornholm i dagene den 10. til 13. august, hvor Hotel Pepita i Allinge blev basen, hvorfra turene udgik.

– Som det gik, levede ”Solskinsøen” op til sit navn, og i de fire dage turen varede, var vejret sommerligt og behageligt. I år havde 36 medlemmer meldt sig til turen. Gruppen blev hurtigt rystet sammen og havde nogle hyggelige dage i det bornholmske, fortæller Ove Pygh Wilche fra Store Heddinge og Omegns Pensionistforening.

Turene gik Bornholm rundt med besøg i rundkirker, på Hammershus og Bornholmer Tårnet, hvor der dog var lidt skår i oplevelsen, fordi elevatoren ikke var i drift. Til gengæld var museet i tårnet rigtig interessant, så det blev alligevel en god oplevelse. Også torvedag i Svaneke på egen hånd samt tid i Rønne, hvor der kunne vælges mellem en guidet tur i den gamle bydel, eller at gå på opdagelse på egen hånd på torvet og gågaden blev der tid til.

Forplejningen var alle dage i top med stor morgenbuffet og toretters middag med drikkevarer ad libitum på hotellet. Bagefter var der gratis kaffe og kage. Det forlyder, at højdepunktet var fiskebuffeten på Gudhjem Røgeri med alt godt fra havet – og selvfølgelig bornholmske specialiteter som røget og saltstegt sild.

– Alt i alt var det atter en god tur, hvor deltagerne havde fire hyggelige dage i godt selskab og med interessante oplevelser, så bestyrelsen har mod på at arrangere flere ture i fremtiden. Nu skal det blive spændende at se, hvor turen går til næste år, slutter Ove Pygh Wilche.

Skriv en kommentar