(Last Updated On: 10. august 2020)

Hårlev: Kl. 01.30 natten mellem lørdag den 8. og søndag den 9. august kørte politi og brand til en voldsom brand i et rækkehus på Askøvej.

Ifølge døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi var branden umiddelbart startet i udestuen, hvor flammerne var højest. Da brandvæsnet kom frem, var huset overtændt, og slukningsarbejdet blev påbegyndt.

Brandvæsnet kunne i første omgang ikke komme ind i huset, men sendte senere røgdykkere ind.

Omkring kl. 03.00 blev en død person fundet, som lå indebrændt i soveværelset. Den afdøde skal nu undersøges nærmere for at afklare med sikkerhed, om der er tale om husets 82-årige kvindelige beboer.

De pårørende til den 82-årige blev underrettet om branden og kom til stedet.

Rækkehuset stod ikke til at redde men nedbrændte.

Familien i rækkehuset ved siden af brandstedet var kommet ud ved egen hjælp og måtte genhuses.

Brandteknikere undersøgte søndag formiddag brandstedet, og de fandt her intet som tydede på, at der var sket noget kriminelt.

Politiet afventer nu erklæringen fra National Kriminalteknisk Center (NKC), for at kunne fastslå, hvordan branden opstod.

Skriv en kommentar